Efter mindre nedtur: Svinepriserne rammer 15 kr.
De faldende slagtesvinepriser i den seneste tid bliver inden længe vendt til rekordpriser på 15 kr., vurderer markedsanalytiker.

I slutningen af maj vakte det opsigt, da producentforeningen Danske Svineproducenter kom med forudsigelser om slagtesvinepriser på 15 kr. inkl. efterbetaling efter en periode med kraftigt stigende noteringer.

Siden er noteringerne bremset op, og i lande som Danmark og Tyskland har noteringerne i en periode været under topniveauet på henholdsvis 1,85 euro (13,80 kr.) i Tyskland og 11,80 kr. i Danmark. For Danmarks vedkommende er noteringen opgjort uden en efterbetaling, der typisk er omkring en krone.

De optimistiske toner fra Danske Svineproducenters markedsanalytiker, Markus Fiebelkorn, er dog intakte. Han holder fast i, at noteringerne snart kan ramme priser op mod 15 kr.

»Slagtesvinepriserne følger noteringen i Tyskland, og her har vi set fald på grund af ferieperioden, der har givet en mindre efterspørgsel på hjemmemarkedet. Desuden har det haft betydning, at den kinesiske regering besluttede, at alle grise skulle testes for afrikansk svinepest fra 1. juli. Det har gjort, at de kinesiske svineproducenter var bange for at stå med grise, der var eller kunne blive ramt af sygdommen, og derfor har kineserne slagtet store del af deres svinebestand ud, og udbuddet har været stort. Det har betydet, at der ikke har været impulser på eksportmarkedet eller det europæiske marked, og derfor faldt noteringerne«, siger han og fortsætter:

»Det er de to forhold, der har gjort, at vi endnu ikke har ramt 2-2,1 euro i notering. Det er bare blevet udsat, og vi har set de første stigninger i Tyskland, og jeg tror stadig, at vi kan komme til at se priser på 2-2,1 euro i de kommende måneder, fordi de kinesiske lagre af svinekød er ved at være tømte, og slagtningerne falder i landet«.

Kina sætter prisen

For at ramme rekordniveauer for slagtesvinepriserne skal der kigges mod Kina.

»Det er Kina, Kina og Kina, det handler om. 50 procent af bestanden er væk, og det er kun en brøkdel af landets behov for svinekød, der kan dækkes ind ved at importere svinekød. Samtidig ser vi kraftigt stigende svinepriser i Kina, og det vil også sætte yderligere skub i eksporten af svinekød til Kina«, påpeger Markus Fiebelkorn.

Ny prognose på vej

Om halvanden uge kommer han med en opdatering af sine kvartalsprognoser, der også fokuserer på smågrisepriserne.

Markus Fiebelkorn forventer at skrue en smule ned for gennemsnitspriserne for smågrise afregnet efter den tyske Nord-West-notering, der i hans juni-analyse var på 62 euro for 3. kvartal.

»Jeg gætter på et niveau omkring 60 euro for 3. kvartal. Det svarer til, at vi i det kommende stykke tid fortsat kan forvente smågrisepriser omkring 460-470 kr. i Danmark. Priserne kan komme højere op, hvis vi, som jeg regner med, rammer slagtesvinenoteringer omkring 2-2,1 euro«, siger han.

Faktaboks

Stigende svinepriser

  • Slagtesvinenoteringerne forventes at stige igen efter en mindre korrektion i den seneste tid.
  • Markus Fiebelkorn tror på en notering omkring 15 kr. (I Danmark 14 kr. plus efterbetaling), fordi der kommer en stigende efterspørgsel fra Kina.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle