Efter nedtur: Nu overgår svinepriser forventninger

Ugen På Spidsen: Opturen for svinekød er for længst sat ind. Håbet må være, at slagterierne også formår at afsætte kødet til højere priser, mener ugens klummeskribent på Svin Plus.

Hu hej hvor går det godt for svinepriserne for tiden.

Det er på tide, for særligt puljenoteringens deroute i andet halvår af 2020 har gjort ondt og formentlig også været den indirekte årsag til, at flere soholdere herhjemme har måtte kaste håndklædet i ringen - måske efter en venlig opfordring fra banken.

Jeg har det med noteringsudviklingen som med dagslængden. Det er bare sjovere, når det dag for dag bliver lysere og lysere, frem for efter Sankt Hans at nu skal man vænne sig til, at dagene kun bliver kortere. 

Lige nu er vi heldigvis i den normale optur for noteringerne - og dagene bliver samtidig længere! Og der er sørme god fart på med noteringer, der i flere tilfælde overgår prognoserne for første kvartal.

Vi skal kun lige tilbage til juletid, da vi havde de rekordlave noteringer for puljesmågrisene på officielt 200 kr., men uofficielt var priserne mange steder presset meget længere ned i nogle kritiske uger. 

Særligt de seneste uger har været en sand fornøjelse at følge med i. Både i Danmark og Tyskland har der været solide noteringsstigninger - faktisk taler vi om en fordobling på tre måneder for puljenoteringerne. Også meget glædeligt at se, at slagtesvinene også er en del af festen. 

Dog må man endnu engang tage hatten af for spanierne, som bare har lagt sig i overhalingsbanen og distanceret al konkurrence fra de nærmeste europæiske konkurrenter, herunder Danmark, der trods alt indtager en flot andenplads.

Trods de stigende noteringer har jeg bemærket, at der fra flere slagteriers side har været bekymring for, om de også kan afsætte deres kød til højere priser, som jo er en forudsætning for at hæve noteringerne.

Som jeg ser det, så står vi på tærsklen til en kæmpe optur med et meget stort forbrug - også af kød - når vaccinernes indtrængen gør en forskel på smitten og frygten for at blive ramt af virussen. 

Og når spanierne kan præstere så gode noteringer - især båret frem af en kæmpe stor eksport til Kina, så kan jeg ikke se, hvorfor det ikke kan lade sig gøre i Danmark.

Tyskerne får noget sværere ved at løfte deres notering til dansk niveau, fordi kineserne fortsat nægter at aftage tysk svinekød på grund af udbruddet af afrikansk svinepest i september 2020. Men på den front er der taget noget af trykket for tyskernes eksport af svinekød, fordi først Singapore og siden Vietnam har sagt god for en regionaliseringsaftale med tyskerne. 

Jo, der er forår i luften.    

Søren Tobberup Hansen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle