Ekspert: Der er penge at tjene på delsaneringer for PRRS

Sandsynligheden for at slippe af med prrs ved en delsanering ligger mellem 80 og 90 procent, vurderer lederen af SPF-sundhedsstyring. Læs mere om emnet i det nye nummer af fagmagasinet SVIN, der udkommer i næste uge.

Alene en forskel i puljeprisen på 25 til 30 kr. mellem smågrise med og uden prrs er et godt argument for at overveje en delsanering af sit sohold.

I perioden fra 2013 til 2017 delsanerede 389 besætninger for prrs 1 (tidligere kaldet dansk prrs) og 233 delsanerede for prrs 2 (tidl. prrs vacc).

Lykkes for 80-90 procent af besætninger

»I 2017 var der 61 SPF-besætninger, der delsanerede for prrs«, fortæller leder af SPF-Sundhedsstyring, dyrlæge Bjørn Lorenzen.

Det er færre end de foregående år. Forklaringen er ikke manglende interesse, men snarere, at de besætninger, hvor det var lettest at delsanere, allerede har gjort det. Desuden er der færre prrs-positive besætninger i Danmark.

Bjørn Lorenzen anslår, at sandsynligheden for at slippe af med prrs ved en delsanering ligger mellem 80 og 90 procent.

Det foregår uden faringsstop og alene med fokus på drift og intern smittebeskyttelse. Der er ingen antibiotika indblandet.

Når man forventer, at prrs er i ro, tager man 30 blodprøver af store smågrise og af indkøbte polte. Er prøverne negative, får besætningen status som ’prrs san’. Er et nyt sæt blodprøver seks måneder senere også fri, får besætningen status som fri.

»De praktiserende dyrlæger har stor erfaring i at gennemføre prrs-saneringer«, understreger Bjørn Lorenzen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle