En af svinesektorens store udfordringer: Det bør vi kunne gøre bedre

Retur fra sommerferien har jeg haft mulighed for at nedstudere Landsgennemsnittet for Produktivitet 2019, som er en årlig udgivelse fra Seges Svineproduktion, der viser produktiviteten i de danske svinestalde.

På en række parametre ser udviklingen positiv ud, men på det nok mest mediedækkede område, pattegrisedødeligheden, ser tendensen til gengæld ikke for god ud.

Faktum er, at 2019 bød på en total pattegrisedødelighed - det er dødeligheden i farestalden og antal dødfødte grise - på 23,2 procent. Det er en stigning på 1,2 procentpoint på et år, og desværre tredje år i træk, at der er sket en stigning.

Udviklingen kan der være mange årsager til. 2018 gav en stigning, som Seges forklarede med en rekordsommer, og de dårlige 2019-tal kan muligvis forklares med - som svinetoppen også gjorde tilbage i juni - med øget opmærksomhed på transportegnethed, der har fået flere producenter til at slå grisene ned af frygt for repressalier.

Med en dødelighed på 23,2 procent er niveauet ikke langt fra 2010-tallet på 23,4 procent. Det er stærkt bekymrende, hvis ikke det var fordi, soholderne i dag har søer, der har tre ekstra levendefødte grise pr. kuld og også fravænner 2,4 grise mere end for ti år siden.

Sektoren bliver dog nødt til at få bragt dødeligheden ned igen. Det kan lade sig gøre - de 25 procent bedste producenter målt på antal fravænnede grise, har en totaldødelighed på 21,1 procent, men vi skal længere ned. 

Derfor er det godt at høre, at der er lovende resultater at spore i PattegriseLIV 2.0-projektet, der afrundes med et fællesmøde i september - samtidig er en ny runde af projektet på vej.

Det er et vigtigt signal at sende til erhvervets kritikere og politikere, altså at sektoren til stadighed arbejder med at forbedre overlevelsen.