Sproget flytter sig. Vi får nye udtryk i svineproduktionen, mens vi lader gamle udgå, fordi de ikke længere er relevante. Grut, støb, tolde er på vej ud.
De fleste i branchen er nok opmærksomme på, at der er et skifte på vej fra svin til gris.
Skiftet udsprang, så vidt jeg erindrer, fra Danish Crown og Seges Svineproduktion (nu: Seges Gris), der gerne ville distancere sig fra »svin«, fordi der var negative associaltioner forbundet med ordet. Gris var - mente man - ikke så belastet som svin. En gris er nuttet, et svin er et svin.
Da jeg første gang hørte om griseproducenter, grisekoteletter, grisefoder og Seges Gris trak jeg lidt på smilebåndet. Det forekom mig lidt barnligt og u-professionelt at bruge gris fremfor svin i disse sammenhænge.
Skulle vi også til at skrive griserådgiver, grisenotering, afrikansk grisepest og griseafgiftsfonden?
Svineproducenter og griseproducenter
På (Grise-)kongressen i Herning var der flere indledere, der fra talerstolen lige måtte bide ordet svin i sig og hurtigt erstatte det med gris. Gris ligger ikke på rygraden, som svin gør.
Som journalist er det noget jeg og mine kolleger er opmærksomme på.
Når jeg kører rundt i landet kan jeg konstatere, at jo længere jeg kommer fra hovedstaden, jo mindre er gris slået igennem. På Sjælland er der efterhånden mange griseproducenter, mens der fortsat er flest svineproducenter på Fyn og i Jylland.
Det er snart jul. I år står den på svinesteg. Måske spiser vi grisesteg næste jul.
Uanset hvad, så ønsker jeg god jul.
Morten Thomsen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.
Faktaboks
I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.
Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.
Relaterede artikler
Kommentarer