Er Tyskland tabt? - svinepestdrama er en krimi værdig

Ugen På Spidsen: Tyskland kan lige om lidt have afrikansk svinepest, hvis ikke der sker noget radikalt, mener ugens klummeskribent på Svin Plus.

Udbruddet af afrikansk svinepest i det vestlige Polen er en krimi i tv’et værdigt.

Da udbruddet af afrikansk svinepest blev opdaget i november 2019 ca. 80 km fra den tyske grænse var bekymringen stor, men den kan næppe være blevet mindre med meldingen om, at sygdommen nu blot er 12 km fra grænsen.

Tyskerne har handlet på udbruddet og sat mobile hegn op på dele af grænsen mod Polen.

Hegnet har været i problemer og virker ikke som en så solid løsning, som den, der er opstillet ved den danske grænse. Problemerne med hegnet er opstået ved, at tyve har taget strømmen fra hegnet og stjålet nogle af kablerne i hegnet. Desuden er der i flere tilfælde opstået huller i hegnet, fordi vandrere har passeret det.

Man kan kun håbe på, at tyskerne (og polakkerne) handler meget hurtigt og får en permant og mere modstandsdygtig løsning, så sygdommen ikke rammer Tyskland og uden tvivl sætter svinenoteringerne i Europa under et kæmpe pres.

Er det for sent?

Tidligere erfaringer med at indhegne udbrud af afrikansk svinepest har været succesrige i Tjekkiet og Belgien. Tjekkiet er efter et udbrud igen erklæret fri for sygdommen, mens belgierne har dæmmet sygdommen effektivt inde i landets sydøstlige hjørne, men der dukker fortsat få vildsvin op, der er døde af sygdommen. Formentlig er det et spørgsmål om tid, før der ikke er flere syge vildsvin tilbage.

Spørgsmålet er, om det er for sent at gøre noget effektivt ved udbruddet i det vestlige Polen, for det berørte arealet er enormt.

Før de seneste udbrud var meldingen, at arealet med ramte vildsvin var 73 km fra vest til øst og strakte sig 55 km fra nord til syd.

Spredningen i Polen må få alle svineproducenter til at gennemgå alle risici for smitte på deres egen bedrift, herunder medarbejdernes madpakker, der ikke skal rumme pålæg fra eksempelvis Polen. En god løsning på det problem kan være at etablere en madordning for sine medarbejdere, så risikoen for smitte den vej kan forhindres.

Søren Tobberup Hansen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle