Er vådfodertanken for lille - det kan du gøre

Med den høje notering får slagtesvin øget slutfoderstyrke - og så kan det knibe med plads i vådfodertanken til den enkelte fodring.

Af Gitte Hansen, svinerådgiver, VKST

Alt kører på i det højeste gear, mens der er et godt bytteforhold mellem foder og notering. Slagtesvinene får en øget slutfoderstyrke for at udnytte deres vækstpotentiale - større slagtevægt på samme rotation.

Bagsiden af den medalje er, at fodersuppen til den enkelte fodring ofte ikke kan være i tanken.

Det ødelægger rytmen i den daglige pasning, hvor man ofte går med en fodring rundt og inspicerer grisene.

Ulemper ved splitfodring

Når tankens kapacitet er for lille, laves der en splitfodring, det vil sige at fodringen opdeles i to faser - med ekstra opblandings- og recirkuleringstid. Lige pludselig er hele anlæggets driftstid fordoblet. Ved blandt andet driftsforstyrrelser er det også svært at få indhentet de tabte fodringer.

Ved at dele fodringen giver det også mere restmængde i rør, med risiko for tab af aminosyrer, så derfor er der god grund til at undersøge muligheden for at tanken kan forøges. Det er ofte muligt at sætte en ring mere på tanken, hvis der er plads i højden.

Lad være med at reducere første fodring

Jeg vil advare om nogle løse ideer om at reducere første fodring om morgenen med 20-30 procent - eller hvad der kan være i tanken.

Dette forslag løser kun inspektionsrunden for alle grisene i en enkelt arbejdsgang om morgenen.

For med denne løsning skal grisene have mere foder ved de andre udfodringer. Her vil der jo stadig være behov for splitopblanding.

Med mere foder til de efterfølgende fodringer, vil det give et skævt ædemønster med risiko for overfodring. Hvis den første ration er reduceret, kan denne udfodring ikke bruges til et justere foder efter.

Fem daglige udfodringer

En mulig løsning kan være at dele foderet på fem daglige udfodringer. Fodringerne skal stadig fordeles jævnt over døgnet for at sikre den bedste foderoptagelse.

Fem daglige fodringer kan kun fungere med en høj slutfoderstyrke, tæt på ad lib. Hvis slutfoderstyrken er lav, 2,8-2,9 FE pr. gr pr. dag, og foderet fordeles på fem udfodringer, er der risiko for at der blive stor vægtspredning blandt grisene, fordi de store grise kan nå at æde foderet, inden grisene for enden af krybben får adgang til foder.

Min anbefaling er at undersøge muligheden at øge vådfodertankens kapacitet. Det vil vil gøre arbejdet lettere i stalden.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle