EU forhandler frihandel med et rekordhøjt antal lande

Landbrug og handel: Broer frem for mure er vejen frem, og 18. juni åbnede Europa-Kommissionen forhandlinger med Australien og New Zealand.

Af Torbjörn Olausson, Europa-Kommssionen

Handelsforbindelserne mellem EU og USA har optaget meget spalteplads i aviserne de seneste måneder.

Selv om striden i udgangspunktet handler om stål og aluminium og ikke landbrugsprodukter, så har den alligevel fået konsekvenser for landbrugssektoren, fordi den har fået EU og en række andre lande til at opkræve told på amerikanske landbrugsvarer.

Ikke fordi EU har et ønske om at opbygge nye toldmure, men som en uomgængelig reaktion på USA's protektionistiske tiltag.

Over de sidste 25 år har Europa-Kommissionen arbejdet kontinuerligt for at sikre at toldsatserne på landbrugsvarer er blevet sænket markant og erstattet af mindre handelsforvridende subsidier såsom hektarstøtte, dyrepræmier med videre, som har givet tredjelande bedre adgang til det europæiske marked. Og omvendt.

I det nuværende handelsklima er det desværre ikke være muligt at nå til enighed om en global reduktion af toldafgifterne til fordel for alle. Men mens USA lukker sig stadig mere om sig selv, griber EU i stedet muligheden for at forhandle frihandelsaftaler med et rekordhøjt antal lande.

Den 18. juni  åbnede Europa-Kommissionen forhandlinger med Australien og New Zealand. Der er for nyligt indgået aftaler med Canada og Japan, forhandlingerne med den sydamerikanske handelsblok Mercosur nærmer sig deres afslutning.

Alle disse aftaler omfatter også vilkår for markedsadgang for landbrugsvarer samt retten til at anvende beskyttede geografiske oprindelsesbetegnelser, som f.eks. Danablu.

Samtidig arbejder Kommissionen fortsat for at afskaffe enhver handelsbarriere, der stiller europæiske eksportvarer dårligere i konkurrencen i lande uden for Europa.

I 2017 lykkedes det for eksempel Kommissionen at få fjernet de barrierer, der gik ud over europæisk eksport af kvæg til lande som Kina, Saudi Arabien og Taiwan.

Europa-Kommissionen vil også fremover have som målsætning at bygge broer frem for mure.

Så på trods af handelskrigen med USA og usikkerhed omkring det fremtidige handelsforhold mellem EU og Storbritannien efter Brexit peger den overordnede udvikling stadig klart i retning af mere frihandel - og dermed mulighed for øget eksport af kvalitetsprodukter fra Europa til nye partnerlande.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle