Færre grise den kommende tid kan give håb om højere priser

Ugen på Spidsen: Udbuddet af europæisk svinekød har udsigt til fald, og det kan give grundlag for højere priser, skriver ugens klummeskribent på Svin Plus.

Svinepriserne fortsætter ned. Det er den barske virkelighed, men inden vi maler fanden på væggen, så henleder jeg opmærksomheden på, at 2019 og 2020 for rigtig mange svineproducenter resulterede i gode priser, mulighed for at afdrage dyr gæld og konsolidering af butikken - alt sammen forhold, der giver en vis robusthed mod de lave noteringer, som har indfundet sig i det danske svineland.

Med en højeffektiv dansk produktion af svinekød så er jeg ikke nervøs for overlevelsesevnen hos de danske svineproducenter. Men den kommende periode bliver svær.

Min påstand er dog, at andre landes svineproducenter lider mere, og derfor vil vi opleve, at EU-svinebestanden og dermed udbuddet af svinekød i Europa vil skrumpe.

Faktisk ser det ud til, at Tyskland allerede mærker krisen for alvor. 

Flere tyske producenter har allerede indstillet produktionen. De seneste EU-svinetællinger viser således et fald i svinebestanden på 3,3 procent på et år. Der må i de kommende måneder ventes yderligere fald, idet antallet af avlssøer er faldet med 8,3 procent og de drægtige søer med 7,5 procent.

Tyskerne er ramt af en uheldig storm med både afrikansk svinepest og nye lovregler, der dikterer nye regler om løsdrift i farestier. Det vil stille de tyske soholdere over for svære valg om, hvorvidt de vil forblive i branchen.

Ikke bare i Tyskland, men formentlig også i andre lande, vil de dårligere noteringer og nu også bekymringen for høje foderpriser resultere i et lavere udbud af svinekød. De færre grise vil forhåbentlig skubbe til udbud/efterspørgsel-forholdet og give grundlag for prisstigninger på svinekød igen.

Palle Jakobsen fra Agrocom.dk er i sin seneste blog også inde på potentielle prisstigninger på svinekød. Faktisk tror han på prisrally i Europa i 2022 baseret blandt andet på et amerikansk fortilfælde i 2020, hvor svinenoteringerne også lå i lave niveauer for siden at stige kraftigt på grund af coronaudbud, der bremsede slagtningerne.

Med i prisligningen skal eksporten af svinekød ud af EU også være med, men et godt grundlag for prisstigninger vil være et mindre udbud i EU, for det er alt andet lige her langt det meste af EU's svinekød afsættes.

Uanset hvad bliver det spændende at se, hvad de kommende måneder bringer.  

 

Søren Tobberup Hansen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle