Familier føler sig udstødt på grund af MRSA
Hver fjerde landbofamilie i ny undersøgelse føler sig udstødt på grund af risikoen for MRSA-smitte.

Hver fjerde svineproducent har haft oplevelsen af at være udstødt – især i forbindelse med kontakt til sygehus, plejehjem, læge eller lignende – på grund af frygten for svine-MRSA.

Det viser en rundspørge til de 990 medlemmer af organisationen Danske Svineproducenter, som Politiken Research har foretaget. 374 har svaret.

En af landmændene skriver i rundspørgen:

»Kom på skadestuen for at få et par sting. Blev kørt ind på et skyllerum, som en anden spedalsk, og sad der en time! Gad vide hvorfor de ældre med farlige stafylokokker ikke skal?«.

Åbenhed kan være negativt

Billedet bekræftes af Tinna Urth, hygiejnesygeplejerske på National Rådgivningstjeneste for MRSA fra dyr på Seruminstituttet. Hun kan fortælle om landmænd, som er blevet testet MRSA-positive, og som direkte afvises som patienter på privathospitaler. Børn fra svinelandbrug – også selv om der ikke er påvist smitte på gården – er heller ikke altid ønskede i den private dagpleje.

»Jeg går ind for så stor åbenhed om MRSA som muligt, men jeg kan alligevel blive lidt ambivalent overfor virkningen af åbenheden, hvis det betyder øget risiko for at få en dårlig modtagelse på et privathospital eller i en børnepasningsordning«, siger Tinna Urth.

Sidste år fordobledes antallet af registrerede bærere af svine-MRSA til 1.276 tilfælde. Og det skønnes at op mod 12.000 er bærere uden at vide det. Det har også fået landbrugsorganisationerne til at erkende, at svine-MRSA er kommet for at blive de næste mange år. Hver tiende eller flere af de registrerede smittede har ikke haft kontakt med svin, så der er smitteveje fra gårdene ud i resten af samfundet.

Manglende ensretning

Formanden for Danske Svineproducenter, Henrik Mortensen, er ikke i tvivl om, at oplevelsen af udstødelse er reel:

»Der mangler en ensretning i sundhedsvæsnet, hvor man i dag tackler problemet meget forskelligt. Mange steder er der styr på det, andre steder overreragerer man voldsomt«.

 

Emneord mrsa

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle