Fire gode råd: Sådan får du miljøgodkendelsen i hus

Brian Nielsen er landmand i Vejen og fik sin miljøgodkendelse i hus på mindre end tre måneder. Her deler han sine gode råd til at få godkendelsen i hus - hurtigt og smertefrit.

Vejen Kommune behandler en gennemsnitlig miljøgodkendelse på bare 1,7 måneder. Det er cirka tre måneder mindre end de 4,9 måneder, som er gennemsnittet i Danmark.

Brian Nielsen købte i 2012 sin ejendom, som er et svinebrug i Læborg ved Vejen. Anlæggene var ikke tidssvarende, så han søgte om en miljøgodkendelse til at få lagt om i starten af 2015- fra slagtesvin til produktion af smågrise.

Han fik sin miljøgodkendelse på mindre end tre måneder - og vi har talt med ham om de tricks, han kan lære fra sig.

1: Forventningsafstem med kommunen

"Allerede da min miljørådgiver i Sagro og jeg gik i gang med ansøgningen, ringede vi til kommunen. Vi fortalte, at den var på vej, og at vi skulle bruge den senest 1. maj, da vi havde planlagt at gå i gang med byggeri der," fortæller Brian Nielsen.

"Det er vigtigt, at man har en aftale, og at man holder den. Så gør kommunen typisk også."

2: Vær forberedt

"Da vi arbejdede på ansøgningen var vi meget grundige - vi lavede beredskaber og gjorde generelt en masse forarbejde," siger Brian Nielsen.

"Efter vi havde sendt ansøgningen, havde vi et møde med kommunen. De havde en tjekliste, og vi havde det meste allerede - men de småting, der manglede, dem klarede vi, mens kommunen arbejdede på det, der var klart," siger han.

Brian Nielsen understreger også, at det er vigtigt at sætte sig ind i sagerne.

"Man skal forstå de krav, kommunen har. Så er det nemmere at fortælle dem, hvordan du opfylder dem. Hvis I taler det samme sprog, så forstår i lettere hinanden - og så kan meget lade sig gøre, selv hvis man har lidt for meget af det ene eller det andet."

3: Hjælp Kommunen

"Da vi skulle søge, ville vi lave plads til løse søer. Derfor havde vi et problem med ammoniakfordampningen - siden mere plads også giver et større gylleareal," fortæller Brian Nielsen.

"Der var ikke noget felt i skemaet til løse søer, så vi gav kommunen noget at læne sig op ad - blandt andet vedhæftede vi noget forskning fra VSP, som forklarede, hvilken ammoniakfordampning, vi kunne forvente. Jo mere oplyst, kommunen føler sig, jo hurtigere kan de træffe en beslutning," siger Brian Nielsen.

"Vores opgave var at finde en ærlig model, som kommunen kunne stole på."

4: Inviter kommunen forbi

"Mens de behandlede ansøgningen, fik jeg besøg af to sagsbehandlere fra kommunen. Vi kunne gå en tur på ejendommen, og jeg kunne fortælle, hvordan tingene skulle være. Det gav dem noget konkret at holde det op på, og det tror jeg også har hjulpet gevaldigt," siger Brian Nielsen.

Brian Nielsen mener dog ikke, at successen kun var hans egen. For det første har hans miljørådgiver været en stor hjælp, men kommunen har også sat et politisk mål om at skabe gode rammevilkår - og det har Brian Nielsen kunnet mærke.

"Vejen Kommune gjorde et godt stykke arbejde. Det vil jeg alle dage gerne lægge navn til," afslutter han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle