Fire gode råd til at opnå højere egenfravænning

Det er i orden at bytte enkelte grise mellem kuldene i de første tre-fire dage.

Af Lars Winther, svinerådgiver, LandboNord

Der er stor forskel fra besætning til besætning, hvor mange grise man kan få søerne til at ligge med helt frem til fravænning.

Nogle besætninger kan kun præstere et gennemsnit på 10,5, mens andre er over 13,0 grise pr. fravænning, og det endda uden mælkeanlæg.

1. Tæl patter og skriv det op på tavlen

For at komme højt op i egenfravænning, skal der blandt andet være en god kuldudligning. Der skal tælles patter på søerne inden faring, og der må ikke skeles til, hvad de har fravænnet tidligere, idet der som udgangspunkt er mælk i alle patter ved faring.

Antallet af patter skal skrives på tavlen, eller et andet egnet sted, så det er synligt for alle - også for weekendafløserne.

2. Byt grise mellem søer

Med de mange levendefødte grise, vi har, er det et stort arbejde at få kabalen til at gå op med at finde amme- og mellemsøer. Derfor skal flest mulige opgaver klares, før faringerne begynder.

Nogle besætninger har held med at lægge én gris mere til hver so, end soen har patter til, og nogle søer kan ligge med dette antal grise helt frem til fravænning.

Man skal dog være over dem hver dag for i tide at få pillet de grise fra, der ikke kan klare sig. Uanset hvor god kuldudligningen er, vil der nemlig være nogle grise, der falder fra.

Her er det i orden at bytte enkelte grise mellem kuldene i de første tre-fire dage. Find en god so med pæne grise og tag de grise og byt ind, hvor der er en tynd og saml de tynde ved den so, som havde de pæne grise.

Det kan være svært at vurdere hvilke grise, der skal byttes, for nogle grise kan se tynde ud den ene dag, men så være fine dagen efter.

Mærk på maven, om der er mælk i, og er der det, kan de blive gående ved soen. Her vil jeg foreslå, at man giver dem et prik med en farvespray, hvilket indikerer, at det er en gris til observation.

Hvis man så skifter farve hver dag, kan man se, hvordan nogle af dem er blevet pæne igen og på den måde lære, at det ikke er nødvendigt at bytte/flytte så mange, som man troede.

Nogle besætninger bytter lidt igen på dag 7-8, og alt efter hvilken sundhedsstatus, man har, kan dette være i orden, men herefter må der ikke byttes yderligere.

3.. Saml frafaldne ved en opsamlingsso

Grise, der falder fra, skal samles ved en opsamlingsso.

Hvis man bliver ved med at bytte i hele diegivningsperioden, er der helt sikkert nogle af grisene, der vil blive flyttet flere gange. Det vil gå unødigt ud over kuldtilvæksten på de involverede kuld.

4. Forvent uens størrelse

Har en so 13-14 grise ved fravænning, skal man ikke regne med, at alle grise er ens i størrelse.

Det er dog bedre at fravænne et par grise på 5 kg, men som er 28 dage gamle, da de bedre kan klare sig i klimastalden, end hvis der var lavet en ekstra amme-so, hvor grisene kun var 21 dage gamle.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle