Flad svinenotering påvirket af katolske helligdage

Noteringen for svinekød er uændret 9,60 kr. kr. pr. kg fra sidste uge. Også noteringen for søer er uændret 5,90 kr. pr. kg.

Det europæiske marked for fersk grisekød er lige nu et billede på det danske efterårsvejr. Bagtæppet er mørkt og gråt, men ind i mellem kommer der lidt lune vindpust og en smule sol gennem skyerne, lyder det i Danish Crowns aktuelle markedskommentar.

"Denne uge har været præget af halvanden helligdag i de fleste katolske lande og faktisk også den sydlige del af Tyskland.

Derfor har markedet haft mere fokus på planlægning af leverancer og produktion end på at udkæmpe blodige slagsmål om priserne," fortæller Søren Tinggaard, der er underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Typisk for efteråret er der i øjeblikket et relativt stort udbud af slagteklare grise i Europa. Det betyder vigende priser på stort set alle delstykker.

"Det er et meget kontant marked lige nu, så vi jagter de lommer og nicher, hvor vi kan hente en lidt bedre pris ved at kunne levere lige præcis det, kunderne ønsker. Det lykkes heldigvis indimellem, men overordnet set bliver vi udfordret på priserne," forklarer Søren Tinggaard.

Til landene udenfor Europa er der en jævn afsætning til både Kina og Japan, oplyser Danish Crown.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle