Flere MRSA-tests gav flere fund

I 2015 var der et dødsfald forbundet med husdyr-MRSA. Syv gange så mange var forårsaget af andre former for MRSA og 452 dødsfald var forårsaget af stafylokokker, der ikke var resistente over for antibiotika.

MRSA, antibiotika og resistente bakterier blev for nyligt sat til debat på DR1. Her blev husdyr-MRSA særligt fremhævet, fordi antallet af mennesker, der er konstateret smittede (men ikke nødvendigvis syge) er ifølge DR’s kilder er steget fra syv til 12.000 tilfælde siden 2007. Og hvordan er den stigning sket?

Ifølge kan Anders Rhod Larsen, Statens Serum Institut, skyldes en del af stigningen dog, at der er taget flere tests de senere år.

»Der skete et skift i 2012, hvor Sundhedsstyrelsen kom med en ny vejledning om, at landbrugsmedarbejdere, der kommer på hospitalet skal podes. En stor del af stigningen skyldes det,« siger han.

Fra 2014 til 2015 var antallet dog stagneret.

Raske fund

Der er også den forskel at halvdelen af fundene af andre typer af MRSA findes, fordi folk har infektioner – altså er syge af bakterien. Mens en stor del af landbrugsmearbejderne, der testes positive er raske smittebærere.

Landbrugsmedarbejdere testes altså langt hyppigere end andre grupper. Og de skal sige, at de arbejder med svin.

Ud over landbrugsmedarbejdere så testes man hvis man bor i en familie, hvor der er MRSA eller hvis man kommer direkte fra et udenlandsk hospital uden for de nordiske lande.

Man har ikke pligt til selv at oplyse, at man har været i et risikoland, hvor bakterien forekommer meget hyppigt. Lægerne har dog et spørgeskema, hvor det gerne skulle fremgå, at man har været i udlandet og så er det op til en lægelig vurdering, om man skal MRSA-testes, oplyser Anders Rhod Larsen.

Menneske-MRSA farligst

Lidt over halvdelen af de MRSA-tilfælde der findes er menneske-MRSA mens 40 procent er husdyr-MRSA.

Men er menneske-MRSA og husdyr-MRSA lige farlige?

»Når vi går ud og kigger, hvor vi skal lægge den sundhedsmæssige vurdering, er der ikke en stor sygdomsbyrde forbundet med husdyr-MRSA. Nogle af de andre MRSA-typer giver voldsommere reaktioner. Svine-MRSA er ikke af de værste,« siger Anders Rhod Larsen.

I 2015 var der et dødsfald forbundet med husdyr-MRSA. Syv gange så mange var forårsaget af andre former for MRSA og 452 dødsfald var forårsaget af stafylokokker, der ikke var resistente over for antibiotika.

»Det ændrer ikke ved at mange oplever at have svine-MRSA og der er en personlig omkostning ved det ubehag der er ved at fortælle det til omgivelserne,« siger han.

Mange resistente bakterier

Anders Rhod Larsen peger på, at vi skal være glade for, at der svine-MRSA og ikke en af de mere virulente typer, der på svinebrugene.

»Vi skal være glade for, at vi har med lidt af en svækling at gøre. Men vi ved ikke hvordan den ser ud om ti år. Vi kunne risikere ændringer, bakterier udvikler sig tit. Så vi kan ikke sige, at alt er godt, bare fordi vi ikke ser en stigning af svine-MRSA i samfundet nu, der er stadig en bekymring,« siger han.

Og der er mange andre bekymringer. MRSA er ikke den eneste type antibiotika-resistente bakterier, der driller.

En række tarmbakterier, bl.a. colibakterier er også antibiotikaresistente.

»Her ser vi en stigning i tilfælde hos mennesker. Der er dog stadig under 100 tilfælde, men de er meget svære at behandle og komme til livs på hospitalerne,« siger Anders Rhod Larsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle