Fluer kan sprede alvorligt virus hos svin

Dyrlæge i USA har påvist, at fluer kan sprede levende PED-virus i en kommerciel svinebesætning.

Fluer kan være med til at sprede det alvorlige virus PEDv (Porcine Epidemic Diarrhoea virus) hos svin. Det viser et konkret eksempel i Midtvesten i USA, skriver netavisen pigprogress.net

Det er angiveligt første gang, at det er påvist, at fluer spreder levende PED-virus i en kommerciel svinebesætning. 

Opdagelsen blev gjort af Grant Allison, der er dyrlæge på en lokal praksis i Iowa, som blandt kunderne har svinebedrifter, der er testet positive for PEDv, med tilsammen 20.000 søer.

Virus fra fluer inficerede raske grise

Han fortæller, at det efter samtaler med kolleger og litteraturstudier stod klart for ham, at fluer kunne være vektor for spredningen af PEDv.

Derfor fandt han og hans medarbejdere en besætning med sygdommen i udbrud. Fluer blev efterfølgende testet positive for PEDv, og i et forsøg blev det vist, at fluerne overførte et levende virus, idet virus inficerede raske grise.

Grant Allison påpeger, at en forebyggende fluebekæmpelse i svinebesætninger bør ske rutinemæssigt enten med fluespray eller en larvicid (fluemiddel) i foderet - dog helst sidsnævnte metode, fordi fluespray kan kompromittere arbejdsmiljøet.

PEDv forårsager diarré hos grisene med stor dødelighed hos især pattegrise og smågrise.

PEDv er aldrig påvist i Danmark. Sygdommen optræder i en række europæiske lande syd for Danmark, og i stor grad i Asien og Amerika, ifølge DTU Veterinærinstituttet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle