Foderrådgiver forventer at svinefoderet stiger 10-20 kr.

Fagkonsulent Peter Jakobsen, LandboNord, forventer mindre prisstigninger til den kommende sæson, end DLG meldte ud i forrige uge.

Stiger svinefoderet 10, 20 eller 30 kr? Det er der uenighed om mellem Peter Jakobsen, LandboNord, og DLG.

Hvor DLG i forrige uge her i LandbrugsAvisen meldte en forventet stigning på omkring 30 kr. pr. 100 kg ud, halverer Peter Jakobsen rundt regnet stigningen.

»Jeg forventer en stigning på mellem 10 og 20 kr. i forhold til de priser, der blev handlet til i høst 2020«, lyder det fra siger fagkonsulten hos LandboNord.

Juli og august er typisk en periode med store prisudsving på råvarer, hvor selv små nyheder om enten større eller mindre forventninger til høstens størrelse hurtigt kan sende priserne op eller ned.

»Det har vi også set i de seneste dage, men jeg råder fortsat til, at man ikke reagerer overilet«, lyder hans råd.

Han forventer overordnet set en fornuftig kornhøst i både Danmark, i resten af Europa og i Rusland.

»En fornuftig kornhøst lægger en dæmper på, hvor meget foderet kan stige«, siger han.

Han råd omkring afdækning er derfor, at man i første omgang kun sikrer sig en kontrakt på tre eller seks måneders forbrug. Hans forventning er, at priserne derefter vil være nedadgående.

Ifølge Peter Jakobsen vil det fortsat være sojaskrå og hvede, der bliver de dominerende råvarer i den nye fodersæson.

Han skønner, at to tredjedele af LandboNords svineproducenter er hjemmeblandere, som i større eller mindre grad er selvforsynende med korn.

»Som hjemmeblander med en god selvforsyningsgrad kan man alt andet lige tage det mere roligt«, bemærker han.

Poltefoder

Mange svineproducenter har fået øjnene op for, at polte gerne må være småbuttede. Dermed skal de fodres anderledes end slagtesvin.

»Der har været stor interesse for at få fodret poltene, så de får lagt mere fedt frem for kød på kroppen«, siger Peter Jakobsen.

Det betyder, at både energiindholdet og proteinindholdet i poltefoderet er blevet sænket, så poltene får et højere spæklag på kroppen før løbning. Forventningen er, at det giver mere holdbare søer.

Der er nu mindre end et år til, forbuddet mod zink træder i kraft. Mange nordjyske svineproducenter øver sig allerede.

»Mange har allerede halveret iblandingen af zink, og det fungerer fint«, siger han.

Faktaboks

Svinefoder 2021

  • Forventer en prisstigning på 10-20 kr. ift. høst 2020.
  • Hvede og soja fortsat største råvarer.
  • Flere fodrer polte, så de får mere fedt på kroppen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle