Forsøg: Ingen ulemper ved mindre fosfor i foderet

Gennem fire forsøg har Seges svineproduktion fundet en måde at sænke forbruget af fosfor i foderet til slagtegrise – og dermed udledningen af fosfor gennem gylle. Det giver både økonomisk og miljømæssig gevinst for landmanden.

Seges Svineproduktion har undersøgt, hvordan et lavere fosforindhold i grisenes foder kan være med til at sikre, at griseproducenterne kan udbringe mest mulig gylle på egen jord og dermed dels spare indkøb af kvælstof fra handelsgødning og dels nøjes med et mindre areal til gylleudbringning.

Det skriver Seges i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser, at ved brug af en høj dosis fytase i foderet til slagtegrise er der både en økonomisk og miljømæssig gevinst at hente for landmanden.

Seges har undersøgt det i fire forsøg, hvor mængden af mineralsk fosfor i foderet er blevet sænket.

"Der er ingen ulemper at spore ved at sænke mængden af fosfor i foderet. Og det er en stor gevinst for landmanden", siger Per Tybirk, chefkonsulent hos Seges Svineproduktion.

Udleder mindre fosfor

I 2017 fik landbruget lov til at uddele mere kvælstof pr. hektar. Det skete under den forudsætning, at man holdt sig under grænserne for, hvor meget fosfor, der måtte udledes.

I en overgangsperiode på tre år fik slagtegriseproducenterne lov til at udbringe 39 kg fosfor pr. ha, hvorefter det skulle sænkes til 35 kg. Det blev baggrunden for, at Seges ville undersøge betydningen af den mindre mængde fosfor.

Undersøgelsen viste, ifølge Seges, at den øgede mængde fytase i slagtegrisefoderet betyder, at der udledes mindre fosfor på landmandens marker. Og derfor kan der tildeles mere gylle pr. hektar end tidligere, før man rammer fosfor-loftet.

WIN-WIN

Det betyder meget for blandt andre Lasse Eriksen, som på sin bedrift på Djursland nu både kan udbringe gylle fra flere grise pr. hektar, spare penge på foder og få øget sit udbytte af den gødning, der spredes på bedriftens marker.

"Det her er virkelig noget, der rykker. Vi har flyttet vores indhold af fordøjeligt fosfor fra 2,70 til 2,35 g pr. foderenhed. Det betyder cirka 2,2 kr. sparet pr. gris. Og samtidig kan vi – på baggrund af det samme areal – have 5-10 grise mere pr. ha i stalden", siger Lasse Eriksen.

Ud over at man kan have flere grise pr. hektar uden at ramme fosforloftet, er der endnu en gevinst for landmanden.

”I stedet for at forære den gode gylle væk, så har jeg nu mulighed for at sprede den på markerne. Jeg rammer loftet for tildeling af kvælstof, før jeg rammer fosforloftet som det er lige nu, jeg synes virkelig, det er win-win", forklarer Lasse Eriksen.

Ikke vækst-forskel

Og selvom foderblandingen er ændret, kan griseproducenten ikke se nogen forskel i grisenes tilvækst.

"Jeg havde frygtet, at grisene ville opleve flere problemer med bentøj og så videre, når vi skruede ned for mængden af fosfor i foderet. Men der har ikke været noget som helst af den slags. Så det er vi rigtigt glade for", siger Lasse Eriksen.

Hos en af de andre forsøgslandmænd er der også stor glæde over forsøgets konklusioner.
Han glæder sig over, at Seges Svineproduktion har løst en af landbrugets store udfordringer i forhold til udledning.

"Det med udledning af fosfor er en varm kartoffel politisk. Hvis vi med sådan et forsøg kan vise, at vi kan nedbringe udledningen af fosfor til naturen, bliver vi en del af løsningen i stedet for en del af problemet", siger griseproducent Martin Andreasen fra Brønderslev og uddyber:

"For os som griseproducenter er det en stor fordel at være på forkant med problemerne i stedet for, at der fra politisk hold bliver taget en beslutning, som bliver trukket ned over hovedet på os. Så har vi ingen indflydelse på, hvad der kommer til at ske", siger han.

Emneord Viden på tværs 2020

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle