Forsker: Foderstyrken for sendrægtige søer kan sættes op

Foderforsker Peter Kappel Theil fra Aarhus Universitet er efter de første resultater fra foderforsøg overbevist om, at foderstyrken for sendrægtige søer med fordel kan løftes over nuværende anbefaling.

Drægtige søer behøver ikke gå ned i foderstyrke i dagene op til forventet faring, og noget tyder på, at den anbefalede foderstyrke op til faring på 3,0 FE skal sættes op.

Det er meldingen fra Peter Kappel Theil, foderekspert og seniorforsker ved Aarhus Universitet på baggrund af de første resultater fra GUDP-forskningsprojektet Born2Live, som også har deltagelse fra Seges Svineproduktion og Vestjyllands Andel.

Resultaterne fra projektet, der blev indledt i starten af året, er baseret på en række registreringer i forbindelse med 48 faringer i forsøgsstaldene på AU Foulum. Her har søerne fået forskellige foderstyrker fra 2,0 FE til 5,5 FE med spring på 0,7 FE i den sidste uge op til faring.

»Foderkurven for de enkelte grupper af drægtige søer har været flad helt frem til faringen, så vi har ikke sat foderstyrken ned lige før faring. Det ser heller ikke ud til at være nødvendigt. Statistikken er ikke gjort endeligt op, men jeg er ikke i tvivl om, at resultaterne holder vand. Samtidig arbejder vi med en statistisk model for at finde et toppunkt, men jeg kan på nuværende tidspunkt melde ud, at det ser ud til, at man godt kan gå lidt højere op i foderstyrke end 3,0 FE, når søerne sættes ind i farestalden og helt frem til, de har faret«, siger Peter Kappel Theil, der har set på foderstyrken i relation til faringslængden, antal dødfødte grise pattegrisenes vitalitet og soens råmælkesydelse.

Resultater fra forskningsprojektet bliver uddybet og fremlagt på Svinekongressen til oktober.

Faktaboks

Born2Live

  • Forskningsprojekt, der løber fra januar 2019 til udgangen af 2022.
  • Peter Kappel Theil har ansvar for tre arbejdspakker under projektet, herunder foderstyrke, fibertildeling og måltidsfrekvens

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle