Foruroligende tal: Motoren ikke i fulde omdrejninger hos mange smågrise
Ugen På Spidsen: En del besætninger kan hente noget ved at interessere sig lidt mere for pattegrisenes hæmoglobinniveau. Ny undersøgelse viser foruroligende tal, skriver ugens klummeskribent på Svin Plus.

Det sidste års tid har vi talt en del om pattegrises hæmoglobinniveau.

Jern er den vigtigste kilde til at give pattegrise blod et tilstrækkeligt højt indhold af hæmoglobin, og uden hæmoglobin ser vi anæmiske (det vil sige »blodfattige«) og blege grise.

Ud over at være blege vokser anæmiske grise naturligvis ikke ret hurtigt, fordi »motoren« ikke kører på fulde omdrejninger.

Lav blodprocent øger også risikoen for infektioner hos pattegrisene.

Vet-Team kunne på deres årsmøde fortælle, at en undersøgelse de netop havde gennemført i 50 besætninger viste, at kun én besætning havde et hæmoglobinniveau over 110 g/l. Ligger man over 110 er der ingen problemer.

Ligger man mellem 90 og 110 g/l kan det være kritisk, og ligger værdierne under 90 skal man gøre noget for at øge niveauet.

De 50 besætninger havde et gennemsnit tæt på 90, hvilket må siges at være til den lave side.

Jern til grise - hvorfor, hvordan og hvor megetSvin Tirsdag 16. juli 2019 · 12:38

Dyrlægerne havde i nogle af de besætninger, der lå lavt, forsøgt at øge tildelingen fra 1 ml jerninjektion til 1,5 ml. Det øgede kun hæmoglobinniveauet fra 92 til 95, så det var ikke en imponerende effekt.

Dyrlæge Gerben Hoornenborg tilføjede endda, at en injektion på 1,5 ml øgede risikoen for at de mindste grise bliver forgiftet med jern, så det er næppe en farbar vej.

Somælk er en dårlig kilde til jern, hvorimod almindeligt foder er en god jernkilde.

Derfor var dyrlægernes umiddelbare råd, at sørge for at pattegrisene så tidligt som muligt kommer i gang med at æde fravænningsfoder.

Det er mit indtryk, at en del besætninger kan hente noget ved at interessere sig lidt mere for pattegrisenes hæmoglobinniveau.

Morten Thomsen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle