Frilandsproducent: De første pattegrise kom før Dronningens fødselsdag i år

Af Rikke Haugaard - fortalt til Stig Bundgaard

Vi har fået årets første smågrise. Soen Linda farede i klimateltet søndag 15. marts og fødte 15 smågrise, hvoraf én dog gik til inden for det første døgn.

Linda klarede det meget fint selv uden hjælp. Jeg kunne se, at hun var ved at være klar, da jeg aftenfodrede. Et par timer efter kiggede jeg til hende, og da havde hun fået otte grise, og der kom tre til, mens jeg var der.

Det går bedst, hvis soen selv klarer faringen, men vi tjekker lige om alt går vel, for det kan jo være, at vi skal hjælpe til med at få nogle ud.

Det er Lindas andet kuld. Første gang fik hun ni smågrise. 14 grise er meget højt for os, og kan forklares med at Linda er datter af soen Åse, som også har fået mange smågrise. Vi plejer at sige at 10 smågrise er rigtig godt.

Nu forventer vi, at de fem øvrige søer farer i løbet af de næste tre uger, som svarer til  deres brunstperioder. Vi kører med sæsonfaringer, så søerne får kun et kuld om året.

Soen Linda fik 14 smågrise 15.marts. Privatfoto

Første smågrise normalt på Dronningens fødselsdag

Ornen, som hedder Grissmann, bliver lukket ind til flokken af seks søer sidst på efteråret eller først på vinteren, hvor de går i granplantagen, så de ikke ødelægger græsagrene.

I denne sæson skete det 14. november. Det er en måned tidligere end normalt, og det har vi gjort, fordi grisene har mest tilvækst hen over sommersæsonen, og vi vil gerne have et bedre udbytte af det grønt, vi har på marken.

Normalt får vi det første kuld smågrise på Dronningens fødselsdag den 16. april.

I år har Grissmann gjort et godt job, men forrige sæson var han endnu ung, og her blev de to ældste søer ikke drægtige. Vi kontrollerer ikke, om søerne er blevet drægtige.

Grise på græs når der er vækst

Ornen og og søerne går sammen indtil en måned før, søerne skal fare, for vi vil ikke risikere at søerne kommer i brunst efter faringen. Ornen bliver taget fra, og derefter bliver søerne sat i hver sin farebås, når vi kan se, at det er oppe over.

I farebåsen er der opsat fåregrinder for at sikre, at soen ikke ligger sig i skoven og farer og for at smågrisene efter faring ikke forvilder sig væk fra soen og bliver kolde.

I starten holder vi so og grislinger ved teltet og et lille stykke jord omkring teltet, og fodrer dem med grønt.

Hver so med kuld bliver senere sat ud på græsningsfolde, når der kommer vækst i græsset, så der er noget at æde. Er der ikke noget at æde, begynder de at grave rødder op og æde dem, og vi vil gerne beholde vedvarende græs på agrene.

Hver so med kuld har to agre á 80 x 15 meter, som de skifter mellem. Nogle gange er arealet opdelt i fire agre, hvis grisene er hårde ved græsset. Vi har desuden slet af frisk kløvergræs uden for agrene, som vi supplerer grøntfoderet med.

Smågisene dier de næste 3-4 måneder, nogle af dem længere. Privatfoto

Nogle grise får en tår helt frem til slagt

Søerne får ekstra foder fra en måned før de skal fare, og mens de er diegivende får de alt hvad de kan æde. Foderet består af valset byg plus en mineral-vitaminblanding samt grønne restprodukter fra Hørkram.

Op til en måned før faring får en so 1 kg byg om dagen, den sidste måned før faring 1,5 kg og efter faring alt hvad hun kan æde, så hun både kan holde huldet og sørge for 14 smågrise i vækst. Vi tilstræber en 40/60 fordeling mellem grøntfoderet og byg.

Smårisene begynder så småt at spise med soen, typisk når de er en måned gamle, men de fortsætter med at die.

Det er forskelligt fra so til so, hvornår hun vænner grisene fra. Nogle gør det efter tre måneder, mens andre giver grisene en tår helt frem til de bliver sendt til slagt. Grisene bliver ved med at prøve at få en tår et godt stykke tid efter fravænning, men så siger soen fra.