Fynsk svineproducent nærmer sig udvidelse til 30.000 slagtesvin

Svineproducent Søren Bonde ved Middelfart vil udvide sin svineproduktion med 7.500 slagtesvin årligt.

Tilbage i april søgte svineproducent Søren Bonde ved Middelfart om tilladelse til at bygge et nyt staldanlæg på 1.700 kvadratmeter og to overdækkede gylletanke på 3.500 kubikmeter ved siden af eksisterende bygninger.

Udvidelsen vil give ham mulighed for at øge sin produktion til 30.000 slagtesvin årligt.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

"Men idéen er også med det nye byggeri at udfase nogle af vores gamle produktionsanlæg til glæde for dyrevelfærden", siger Søren Bonde.

Forventet grønt lys trods naboklager

Og selvom flere naboer allerede i klare vendinger har udtrykt deres utilfredshed, så tyder meget på, at han vil få grønt lys til at gå videre med byggeriet, lyder vurderingen fra agronom Klaus Kristensen fra kommunens miljøafdeling.

"Der kan selvfølgelig dukke nye oplysninger op i forbindelse med den egentlige høringsfase, men det sker sjældent, og jeg ser ikke umiddelbart en masse sten på vejen i denne sag. Man forstår måske godt, at naboerne hellere så et nej, men lovgivningen fortæller også noget om, hvad man må forvente, når man bor på landet", siger Klaus Kristensen.

Ifølge naboerne vil udvidelsen øge lugtgenerne og påføre dem mere støj med flere landbrugsmaskiner og lastbiler forbi deres beboelser, hvilket i sidste ende vil skære værdien af deres boliger.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle