Soens energistatus inden og under faring er altafgørende for længden af faringen.
Kan man fodre sig til en hurtigere faring og samtidig reducere antallet af dødfødte? Søernes daglige energibehov stiger ved faring og diegivning grundet råmælks- og mælkeproduktionen.
Det spørgsmål har seniorforsker Peter Kappel Theil og phd. studerende Trine Friis Pedersen, begge Aarhus Universitet, undersøgt, og resultaterne fremlagde de på Svinekongressen i sessionen »God faring og godt i gang«.
Energistatus følger faringslængde
»Søer vil ikke æde under faring, og er derfor afhængige af fodring inden faring. Blodsukkeret bliver lavt, hvis soen ikke går i gang med at fare umiddelbart efter fodring, og det er et problem«, sagde Peter Kappel Theil.
Et forsøg viser, at hvis der går mindre end tre timer efter fodring til faring er soens energiniveau fint. Men hvis der går 3-6 timer er energiniveauet moderat dårligt, og hvis der går mere end seks timer er søerne udfordret på deres energistatus til faring.
Soens energistatus og faringslængden altså går hånd i hånd, og faringslængden vil stige jo længere tid efter fodring soen farer. Derudover påvirker soens energistatus også mælkeydelsen.
Fibre og flere måltider
Fiberrigt foder har en god effekt på søer, da alle søer optager energi fra fibre, og det kan bidrage til at øge mængden af råmælk.
»Det er vigtigt at koble fodring og faring sammen for at kunne fodre søerne relativ kort tid inden faring.
En god energistatus under faring giver korte faringer, få dødfødte, mindre behov for faringshjælp og højere mælkeydelse«, sagde Peter Kappel Theil.
En god faring og en god start på livet kræver fodring mindst 3-4 gange dagligt med fiberrigt foder op til faring.
Relaterede artikler
Kommentarer