Grise vokser bedst på rent vand

Den mest simple måde at komme over problemet med bakterier i vandrørene, er at rense rørene en dag før indsættelse af grise.

Af Jonas Bøge Breinholt, svinekonsulent, Velas, jbb@velas.dk

Hvis man giver en gris rent vand og foder, så er man langt i at få en gris til at producere godt. 

Foder har næsten alle besætninger godt styr på. Alle ved, om de blander en 7,7 g eller 8,0 g fordøjeligt lysin-blanding til deres grise, og alle ved, om der bliver tilsat 5 procent ekstern fosfor, calcium eller E-vitamin over normen eller noget helt andet.

Men hvordan ser din vandkvalitet ud, og hvordan er sammensætningen af vandet?

Det er et varmt spørgsmål på Facebook, og der er mange firmaer, der gerne vil sælge deres produkter eller anlæg til mange penge. 

Coli og bakterier i vandrørene

Problemet opstår igennem en stalds levetid, hvor der er kommet coli og andre bakterier op i vandrørene.

Det sker, når der vaskes stald, eller ved at grisene leger med vandventilen, og på den måde presser bakterier op i røret.

Især efter vask, hvor der tit bliver tilsat varme for at få udtørret stalden, sker der noget i rørene. For nu er der bakterier i rørene, og masser af varme, samt noget gromateriale som kaldes mikrofilm, der kommer fra vandet, fra okker, jern eller kalk, som du normalt ser som belægning i rørene.

Mikrofilm kan også komme fra alt muligt andet, som tilsætningsstoffer der tildeles igennem vandet.

Så det første vand du tilbyder grisene, er ikke rent vand. Det er derimod noget bakteriefyldt vand, som kan forsætte i flere uger, hvis der ikke er et højt vandforbrug i stien/sektionen. Dermed sænker du potentialet for grisen, når du poder den med dårligt vand.

Den mest simple måde at komme over problemet, er at rense vandrørene en dag før indsættelse af grise, og dermed dræbe alle bakterier i rørene. 

Hvis du stadig oplever problemer i stalden efter rens, så har vi et måleapparat i Velas, som kan måle ATP i vandstrenge. Det kan bruges som en guideline på, om vandet er rent nok, og på at finde forureningskilder.

Hvis vi får et virkelig højt tal, kan vi sende vandet ind til videre analyse, for at finde ud af, hvilken bakterie der gror i dit vand.

Jeg vil også anbefale at høre Seges´ podcast om vandkvalitet.    

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle