Grisekongres tilbage i topform - én ting skal jeg vænne mig til

Ugen På Spidsen: Kongressen, der manglede i 2020, er tilbage i noget der ligner topform, men der er altså lige en enkelt ting...., skriver ugens klummeskribent på Svin Plus.

Året har sin rytme og sin gang, og kongressen i Herning er en fast del af min årsrytme. 

Sådan er det i hvert fald, når man som jeg er ved at være en halvgammel rotte i branchen.

Sidste år manglede kongressen på grund af corona. 

Okay, der var »Viden på Tværs« som midlertidig afløser, men arrangementet erstattede ikke kongressen, og det fællesskab man oplever der.

I år er kongressen heldigvis tilbage i fin form. Det er i hvert fald mit indtryk efter at have bladret kataloget med indlæg igennem. Der er mange spændende foredrag, og jeg bliver nødt til at spalte mig op, så jeg kan høre to-tre foredrag samtidig.

Bredden i indlæggene er stor og spænder fra bæredygtig produktion, over ledelse og rekruttering til rottesikring og fravæning uden zink. Svineproduktion er i sandhed et bredt felt, der kræver evner og viden på mange områder. 

Jeg ser frem til årsmødet forud for kongressen og den politiske diskussion, der kan komme der. Der er nok at tage fat: katastrofale eksportpriser på smågrise, afrikansk svinepest i Tyskland og håndteringen af DanBred-sagen bør få mange til at gå på talerstolen og give udtryk for deres holdninger. 

Der er endnu en forskel på kongressen i år og tidligere år. Den har skiftet navn. Vi skal ikke til svinekongres, men til grisekongres. 

Det skal jeg vist bruge mere end et år på at vænne mig til... 

Morten Thomsen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle