Griseproducent fodrer slagtesvin med 12-18 procent hestebønner

I de sidste syv år har Martin Hansen dyrket 25-30 ha hestebønner til sine slagtesvin. Han er ikke sikker på, om han fortsætter.

Martin Hansen producerer 4.800 slagtesvin og driver 348 ha planteavl på Møn.

Sædskiftet er tilrettelagt, så han producerer foderkorn og dernæst salgsafgrøder. For nogle år siden kom hestebønner med i sædskiftet som forfrugt til hvede.

»Jeg ville prøve hestebønner, fordi jeg havde stigende problemer med græsukrudt«, fortæller han.

Det var et krav, at effektiviteten i stalden ikke måtte blive ringere med hestebønner. Det har ikke været tilfældet.

»Jeg kan faktisk ikke mærke på grisene, om de får hestebønner eller ren sojaskrå«, siger han.

Han tilpasser iblandingen af de hjemmeavlede hestebønner, så de strækker frem til næste høst. Det svarer til mellem 12 og 18 procent hestebønner i foderet.

De erstatter i grove træk lige dele hvede og sojaskrå. Korndelen består normalt af 1/3 vinterbyg og 2/3 hvede. I nogle år er hestebønnerne sluppet op før høst, men det har ikke gjort nogen forskel for slagtesvinene, at de i en periode ikke har fået hestebønner.

»Gødningen bliver en smule lysere, når de får hestebønner, men jeg oplever ikke, at det påvirker hverken tilvækst eller foderforbrug«, siger han.

Tilvæksten ligger for tiden på 1.080 g, foderforbruget på 2,50 foderenheder pr. kg tilvækst og dødeligheden på 1,6 procent. Tal, han er godt tilfreds med.

Han har vådfoder og bruger samme blanding til alle slagtesvin.

Hans udgangspunkt var, at udbyttet skulle være på mindst fem ton pr. ha. Det har han opnået som gennemsnit, men i tørkeåret 2018 høstede han kun 2.500 kg pr. ha og i år kun 4.300 kg, fordi det var tørt i juni under blomstringen.

Omvendt har udbyttet også været 7.500 kg pr. ha i gode år.

»Hestebønner er følsomme for tørke. Det er den største udfordring«, mener han.

Derfor er han heller ikke sikker på, at der kommer hestebønner i markplanen næste år.

Alternativt til hestebønner er 7-8 ton maltbyg pr. ha. Med gode kornpriser får hestebønner sværere ved at konkurrere, fordi han blot kan fodre med ren sojaskrå. Til gengæld vurderer han hestebønner højt som vekselafgrøde i sædskiftet.

»Hestebønner løsner jorden, giver et godt såbed og er i det hele taget en bedre forfrugt end raps til hvede«, forklarer han om fordelene.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle