Griseproducent: Jeg bliver dagligt bombarderet med hokuspokus

Michael Nielsen arbejder intenst på at sænke sit zink- og antibiotikaforbrug. Men ikke med alger, tang, knuste sommerfugle og andet ”hokuspokus” uden effekt, fortalte han på møde om antibiotikaresistens.

”Det har ingen værdi for mig at vide, om jeg har MRSA i stalden eller ikke. Sandsynligheden taler for, at jeg har det, men hvis jeg ikke har det i dag, kan jeg have fået det i morgen. Vi tager under alle omstændigheder alle de forholdsregler, man skal tage, hvis man har MRSA i stalden.”

Sådan lød det fra Michael Nielsen, griseproducent på Tilsbæk i Nordsjælland, da han gav input om sit arbejde med antibiotika ved et møde med titlen ”Kan antibiotikaresistens bekæmpes i landbruget”.

”Som landmand har jeg også respekt for de resistente bakterier. Jeg har både børn og forældre som gerne skulle leve længe endnu. Så på den måde har jeg også god grund til at arbejde for at sænke antibiotikaforbruget. Det synes jeg generelt, danske landmænd er gode til, men jeg er helt med på, vi kan gøre det bedre i morgen, end vi gjorde det i dag”, sagde Michael Nielsen.

Øver sig på zinkforbud

At det bliver taget alvorligt i stalden er der ingen tvivl om. Michael Nielsens forbrug af antibiotika er væsentligt lavere end gennemsnittet, selv om hans søer går i løsdrift og dermed ikke ”afleverer” deres afføring direkte ned i spalterne.

”Det er ikke nemt, og det ville bestemt være nemmere, hvis vi bare brugte antibiotika, når vi kunne se behovet. Vi ligger langt fra det punkt, hvor vi kunne risikere et ”gult kort” for vores forbrug, så vi kunne godt skrue op til gavn for økonomien. Men det vil vi ikke. Vi vil finde de løsninger, der gør, at vi kan sænke forbruget endnu mere”, fortalte Michael Nielsen.

Lysten og evnen til at gå forrest viser sig også derved, at Michael Nielsen er godt i gang med at øve sig i at undvære zink. Fra 2022 vil det ikke længere være lovligt, og han vil gerne være klar i tide.

Han har prøvet at droppe zink helt. Det betød, at han måtte bruge mere antibiotika. Nu har han sænket til kvart dosis med gode resultater, så han kan blive klar til at være nede på nul senest i 2022.

Alger og tang virker ikke

Til gengæld er han temmelig skeptisk over for diverse tilbud, der lover at kunne mere eller mindre fjerne brugen af antibiotika i staldene.

”Jeg bliver mere eller mindre dagligt bombet med alt muligt hokuspokus, der skal erstatte vores antibiotikaforbrug. Lige fra tang til alger, søstjerner, knuste sommerfugle, og jeg ved ikke hvad. Mig bekendt er der ikke noget, der virker, og jeg kaster ikke penge efter noget, landbrugsrådgivningen i SEGES ikke har testet og dokumenteret effekten på", siger Michael Nielsen.

Han har dog stor tiltro til, at der kan udvikles løsninger, der kan sænke antibiotikaforbruget endnu mere.

”Det har været spændende at høre oplæg fra Chr. Hansen i dag, og jeg har store forventninger til de produkter, de kan komme med i fremtiden. Vacciner er også noget, vi helt sikkert skal gøre mere i. Lige nu arbejder vi med en autovaccine, som vi skal bruge til vores nyfødte grise, fordi vi har nogle kedelige bakterier, der florerer i vores farestald”, siger Michael Nielsen.

Mødet var arrangeret af foreningerne Verdens Bedste Fødevarer, Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister, Abildgaardkredsen og veterinærstuderende ved Københavns Universitet

Læs hele oplægget her

Emneord PLUS, Zinkfri

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.