Griseproducent skiftede til økologi - savnede anerkendelse

Både branchens og samfundets manglende opbakning var medvirkende til, at Hans Dam valgte at blive økologisk griseproducent i 2016.

Artiklen er første gang publiceret i fagmagasinet SVIN, juli 2020

Der er ingen tvivl om, at den vigtigste grund til, at Hans Dam i 2016 valgte at bygge om og pille taget af halvdelen af sine stalde for at lægge sin konventionelle svineproduktion om til økologi, var den guldrandede notering, som økologerne da kunne varme sig ved.

Det siger han selv.

»Jeg ville selvfølgelig ikke have øko-grise, hvis jeg tabte penge på det, det er stensikkert. Jeg har dem for at tjene penge, færdig slut!«, og penge var der mange af i den økologiske svineproduktion, dengang for bare tre til fire år siden (2016 og 2017, red.).

»De tjente mange penge, rigtig mange penge«.

 

I VEJEN FOR DE STORE

Alligevel var noteringen langt fra den eneste grund til, at den sjællandske landmand fra Maglehøjgaard, Kirke Hyllinge, valgte at lægge svine-delen af sit konventionelle landbrug om til økologi i november 2016.

I årene før havde han oplevet, at det var svært at få økonomi i de konventionelle grise, og som mindre producent med en årsproduktion på 5.000 grise følte han, at han i stigende grad blev set som én, der var i vejen for de store.

»Man måtte forstå, at det var de store slagtesvineproducenters fortjeneste, at vi overhovedet kunne få den notering, vi fik. Man skulle nærmest være lidt taknemmelig, og jeg kunne se, at mine kolleger holdt op på stribe«.

Samtidig sved samfundets kritik af den konventionelle svineproduktion.

»Jeg var på nippet til at holde op med at have grise, for det fyldte meget, det var træls ikke at få anerkendelse«.

Men staldene var ikke afskrevet, og da der nu var gode penge i den økologiske svineproduktion, var beslutningen ikke så svær.

ET GODT VALG

Hans Dam har nu været økologisk griseproducent i tre et halvt år (pr. juli 2020, red.) , og han har allerede oplevet både op og nedture i produktionen og på noteringen, som ved årsskiftet 2019/20 landede på et historisk lavpunkt mens de konventionelle kolleger pludselig kunne juble.

Nu er øko-noteringen ved at rette sig igen, og samtidig er Hans Dams produktion i god og stabil gænge efter et skift af smågriseleverandør i 2018.

Det samme har glæden ved den økologiske griseproduktion. Den har stille og roligt listet sig ind på ham.

Da han i 2001 etablerede sig på Maglehøjgaard, var det ellers med en klar oplevelse af sig selv om ’plantemand’ med grisene som den mindre centrale del af driften. Nu fylder både mark og stald lige meget.

»Jeg er rigtig glad for mine øko-grise og glad for, at jeg skiftede produktionsform. Jeg bruger mere tid i stalden end før - både fordi økologiske grise tager meretid, men også fordi det er hyggeligt «, siger Hans Dam.

Han synes, hans grise har fået et stort velfærdsmæssigt løft ved at kunne løbe rundt i storstier og løbegårde og lægge sig i skyggen eller i solen efter eget valg.

»Dem, jeg havde før, kunne bare traske rundt i en sti på 10 kvm«.

HOLDER FAST

Hans Dam forventer at holde fast i sine øko-grise, selvom hans økologiske markbrug løbende også er blevet udviklet og udvidet til nu 150 hektar med stor variation.

Netop nu har han hyret et hold polske damer ind til at fin-luge roerne, han eksperimenterer med quinoa og har på grund af udsigten til mangel på økologisk soja tænkt sig at dyrke flere proteinafgrøder. Samtidig har han fastholdt 65 hektar til konventionelle spisekartofler.

Men hvor grisene før var den lidt trivielle del af hans landbrug, er det ikke længere sådan, og han ærgrer sig derfor over nid og nag mellem konventionelle og økologiske landmænd. 

Blandt andet synes han, der er en tendens til, at man fryder sig, hvis man kan påvise problemer i den økologiske driftsform 

»Jeg kan godt blive lidt ked af det, når jeg læser sammenligningstal af f.eks. halebid: Jeg har selv haft konventionelle, halekuperede grise, og der var ikke så mange halebid. Til gengæld gik det gruelig galt, når der var én, for så var det jo direkte ind i ryggen på den. Det kan også koste på dødeligheden, når man har dyr på meget plads, men de har et fantastisk liv«.

Høj dødelighed er dog ikke et problem i Hans Dams besætning, hvor dødeligheden ligger på bare 1,7 pct. - dvs. lavere end DCs gennemsnit på ca. 3 pct. i konventionelle grise.

Det samme gælder bemærkninger fra slagteriet.

»Vi har aldrig haft så få bemærkninger fra slagteriet som nu, på 6,8 pct.«, siger Hans Dam.

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle