Griseproduktion handler også om medarbejdere - vi skal glæde os over én ting

Ugen På Spidsen: Mangel på medarbejdere påvirker ejerne mindst lige så meget som sygdom i besætningen og er en kilde til bekymring og frustration. Heldigvis er mange udlændinge faldet godt til, skriver ugens klummeskribent på Svin Plus.

Svineproduktion handler lige så meget om mennesker som om grise, for det er mennesker, der passer grisene.

I 2021 er jeg stødt på svineproducenter, der var frustrerede over, at det var svært at skaffe arbejdskraft, ikke mindst kvalificeret arbejdskraft. 

Det påvirkede ejerne mindst lige så meget som sygdom i besætningen og var en kilde til bekymring og frustration. 

2021 var ikke det første år, problematikken omkring medarbejdere blev italesat. Så vidt jeg husker, har det været et tema på alle møder og kongresser i de sidste 10-15 år. 

Udfordringen er bare blevet større og større, ikke mindst i den sidste tid, hvor udenlandske medarbejdere af forskellige årsager har haft svært ved at komme til Danmark.

Udenlandsk arbejdskraft udgør et sted mellem en tredjedel og halvdelen af de ansatte. Man kan spørge sig selv, hvor holdbart det i længden er at satse på, at udlændinge vil arbejde i Danmark?

Alternativet til at rekruttere udlændinge er enten at skrue op for rekrutteringsindsatsen blandt danskere eller at reducere behovet for arbejdskraft i sin produktion. 

Indtil denne indsats slår igennem, glæder jeg mig over, at mange udlændinge falder godt til i Danmark og i det danske samfund og derfor vælger mere eller mindre permanent at bosætte sig her.

Det er en god udvikling i forhold til at fastholde medarbejdere. Vi skal samtidig huske at lade ansvar og udfordringer til denne gruppe vokse, i takt med at de bliver dygtigere. 

Det har jeg heldigvis også mødt mange eksempler på i 2021.

Morten Thomsen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle