Høje smågrisepriser giver plus i millionklassen hos stort gods

Agro-afdelingen hos Overgaard Gods A/S øgede sidste år den volumenmæssige omsætning med 15 procent og bidrog med 3,8 millioner til virksomhedens samlede overskud før skat.

På bundlinjen er der ingen tvivl om, at det i det forløbne år er gået rigtig godt for Overgaard Gods A/S, der i 2017 præsterede et overskud før skat på 5,2 millioner kroner.

Det er en forbedring på hele fire millioner kroner i forhold til året før.

Ifølge direktør på Overgaard, Claus Berggren, er det især agro-afdelingen og svineproduktionen, der er årsag til den stærkt forbedrede indtjening.

"Målt på volumen er omsætningen i vores agro-afdeling øget med 15 procent. Samtidig er indtjeningen i denne afdeling øget ganske markant til 3,8 millioner kroner", fortæller Claus Berggren.

Produktivitetsløft i svineproduktionen

Svineproduktionen på Overgaard Gods omfatter cirka 1.000 årssøer med produktion af 30 kg’s grise til eksport.

Her fik produktiviteten sidste år et pænt løft, idet der blev produceret cirka 2.500 flere grise end året før. I alt blev der produceret omkring 36.000 grise i 2017, svarende til cirka 36 grise pr. årsso.

"Indtjeningen i svineproduktionen blev hjulpet godt på vej af rigtig pæne priser på smågrise sidste år", konstaterer Claus Berggren.

Lave priser på salgsafgrøder trak ned

Overgaards markbrug på 1.700 hektar drives pløjefrit, og her trak lave priser på salgsafgrøder desværre resultatet ned.

Overgaard Gods ejer og driver også Dronninglund Storskov i Vendsyssel med 970 hektar blandet skov. Her var der også plus på bundlinjen.

"Vi er overordnet set godt tilfredse med det økonomiske resultat for 2017. Det blev fjerde år i træk med plus på bundlinjen efter nogle år med betydelige underskud", siger direktør Claus Berggren.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle