ArkivfotoHængende hale hos en gris tyder på, at den er blevet bidt i halen af andre grise eller på, at den er bange og stresset og dermed ekstra udsat for at blive det.
Den viden har forskere fra Aarhus Universitet brugt i GUDP-projektet HeleHaler, som Miljø- og Fødevareministeriets grønne udviklings- og demonstrationsprogram GUDP har støttet med 6,4 millioner kroner. Det fortæller Miljøstyrelsen på deres hjemmeside.
Projektet har påvist, at systematisk observation af halepositur kombineret med sensorovervågning af vandforbrug og temperatur i stierne er et brugbart redskab til at forudse risikoen for halebid.
Med den viden kan landmanden sætte målrettet ind med forebyggelse.
Tiltrængt alternativ
"Den nye metode kan blive et tiltrængt alternativ til halekupering", konkluderer projektleder i HeleHaler, professor Lene Juul Pedersen, Aarhus Universitet i Foulum.
Hun har stået i spidsen for projektet i et fireårigt samarbejde med partnere fra Københavns Universitet, SEGES (Landbrug & Fødevarer) og firmaet Agrosoft.
”Der er flere årsager til, at grisene bider i hinandens haler, og det kan være svært for landmanden at vide, hvornår risikoen for det er høj.
Men ved at bruge data fra sensorerne og samtidig observere haleposituren bliver det nemmere at afgøre, hvor og hvornår, man skal sætte ind med forebyggelse,” siger Lene Juul Pedersen.
Forbudt i EU siden 2001
I dag kuperer næsten alle svineproducenter grisenes haler, når de er få dage gamle.
Det sker, selv om rutinemæssig halekupering har været forbudt i EU siden 2001. Grisene får klippet et stykke af halen, fordi alternativet kan være halebid, som i værste tilfælde medfører åbne sår, bylder og infektioner i bagpartiet på den gris, det går ud over.
”Vi må erkende, at halekupering er et effektivt middel mod haleskader, men ved at kombinere forskellige forebyggende tiltag som f.eks. tildeling af halm og færre grise i stierne, er det muligt at reducere haleskader til samme niveau som ved kupering,” siger Lene Juul Pedersen.
”En række forskningsprojekter har vist, at halm er godt, og vores forskning tyder også på, at færre grise i stien modvirker halebid. Men halm er besværligt at tildele og belaster gyllesystemet i stalden, og færre grise per sti er en direkte omkostning for landmanden, fordi det går ud over produktiviteten,” konstaterer hun.
”Derfor er der brug for redskaber, som kan vise mere præcist hvor og hvornår, landmanden får størst udbytte af at tildele f.eks. ekstra halm eller reducere belægningsgraden.”
Sensorer afslører problemer
Sammen med observation af halepositionen viste sensorovervågning af vandforbrug og temperaturen i grisehøjde sig også at være en god indikator for risikoen for halebid. I projektet blev der installeret en sensor ved hver enkelt drikkekop og to temperaturmålere i hver sti.
Ved hjælp af en algoritme, som også blev udviklet i projektet, beregnes det normale vandforbrug og normaltemperaturen i stien døgnet igennem. Hvis normaltilstanden ændrer sig, bliver der slået alarm.
”Det afgørende ved sensorovervågningen er, at den foregår automatisk, så landmanden og medarbejderne ved hvilke stier de skal holde ekstra øje med” siger Lene Juul Pedersen.
Algoritmen kræver dog stadig udvikling, inden den kan kommercialiseres. Hun håber derfor, at et nyt projekt kan bygge videre på HeleHalers resultater.
Én af projektideerne er at udvikle en algoritme til automatisk billedgenkendelse af halepositur. Tanken er, at stierne skal videoovervåges, og at der automatisk vil blive slået alarm, hvis antallet af billeder af hængende grisehaler i en bestemt sti vokser.
Relaterede artikler
Kommentarer