Han har konventionel stald - nu også økostald tre km væk

Svineproducent Michael Nielsen fra Nordsjælland har startet økologisk produktion op tre kilometer fra hans eksisterende, konventionelle svinestald.

"Det er faktor 30, de har fået," fortæller en smilende Michael Nielsen.

Vi står og kigger på den lille indhegning, hvor fire smågrise løber rundt og tumler i halm og napper i snørebånd hos de børn, der er klatret ind til klappegrisene. I år er det smågrise inde fra hans konventionelle stald, som svineproducenten fra gården Tilsbæk syd for Hillerød har taget med ind i Kongens Have til Arla Food Fest. Grisene - og deres lyse hud - oplever normalt kun lys fra lamper og vinduer i stalden.

Men næste gang, han skal have klappegrise med ud til interesserede danskere, kan han meget vel slippe for solcremen, for Michael Nielsen har for tre måneder siden opstartet økologisk svineproduktion. Det så nyt, at de var for små til at komme med denne weekend.

"De første fravænnes torsdag," beretter Michael Nielsen.

Det er den gode afregning på økogrise, som har fået Michael Nielsen til at starte produktion i en ældre stald, der har stået tom i to år, men nu takket være blandet andet nyt hegn og nye hytter igen er kommet i funktion.

"Jeg gør det, fordi det er attraktivt, og jeg tror på, at det holder," siger Michael Nielsen, som bortset fra naturlige udsving priserne forventer en god afregning på økogrise de næste mange år.

Delvis økolog i 18 år

Michael Nielsen har i 18 år været delvist økolog. Han har drevet en del af planteavlen økologisk, startende med 65 hektar. I dag har han 400 hektar jord, hvoraf de 170 drives økologisk. Det giver dermed god mening for ham at bruge eget korn til foder til økogrisene.

I den konventionelle stald har Mikael Nielsen 850 søer, hvor han producerer Antonius-grise. De kræver mere plads og han har investeret i farestalden, så der kan være fritgående søer, hvilket i dag kræves for det 40 år gamle Antonius-koncept under Danish Crown.

"Det er nok en af de største udfordringer: At få fortalt, hvad de får, når de køber kød fra Antonius-grisen. Det kræver også, at detailleddet vil være med til at forklare det," siger Michael Nielsen.

Udviklingen går mod økogrise

Nu har han så fået 200 søer på den økologisk produktion. En tredjedel fedes op på egen gård, de sidste to tredjedele sælges som smågrise.

"Hvis udviklingen fortsætter, så er det økogrise, jeg vil komme til at producere flere af, men det kræver, at der er økonomi i det, og at forbrugerne støtter op om det," siger Michael Nielsen.

Fordele og ulemper

Han forventer at fortsætte den konventionelle produktion, eftersom han har foretaget en investering, han er nødt til at "slide op", altså udnytte i hele staldens levetid. Desuden mener han, at det er fornuftigt at spille på flere heste. Han er ikke ortodoks, når det kommer til økologi.

"Der er fordele og ulemper ved begge produktionsformer. Det du sparer i kemi, forbruger du i CO2, fordi man pløjer og harver mere som økolog. Hvad er bedst? Det ved vi først om 20 år," siger Michael Nielsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle