Hatten af for slagterigigant: Det er sørme ambitiøst

Ugen På Spidsen: Overraskende lave ambitioner for slagteantallet, men til gengæld markant øget omsætning i de kommende år. Det viser et Danish Crown med selvtilliden i orden, mener ugens klummeskribent på Svin Plus.

Jeg har gjort det før, og jeg gør det gerne igen.

Danish Crowns gøren og laden har mange meninger om, det har jeg også - og sidst jeg i disse spalter kom ind på den danske slagterigigant var det med roser. Dem gentager jeg hermed.

For i lørdagens udgave af LandbrugsAvisen kom der fra formanden Erik Bredholt pejlemærker på slagteriets retning fremover. 

Omsætning skal løftes 10-12 mia. kr. på fem år

De er opsigtsvækkende - det samme gælder den nye strategi Feed the future, der blev meldt ud tirsdag i denne uge.

Først og fremmest er der en indikation af, at selskabet ikke vil kæmpe for at øge antallet af slagtesvin i Danmark. Måske meget realistisk ovenpå en lang periode, hvor relativt få har investeret eller renoveret slagtesvinestalde. Dog er der åbne et lem for, at slagteantallet kan stige i Polen og Sverige fx gennem opkøb.

Trods en ambition om et nogenlunde stabilt råvaregrundlag herhjemme, så forventer Danish Crown at løfte sin omsætning med hele 10-12 mia. kr. på fem år.

Det lyder sørme ambitiøst, men firhjulstræk-strategien, der nu får en afløser og har satset på bl.a. noget så simpelt som pepperoni til pizza, har vist vejen og også vist sig profitabel - også for leverandørerne, svineproducenterne, og det er af afgørende betydning.

Den efterhånden berømte merbetaling for svinekød på 60 øre holder Danish Crown også fast i. Det er et stærkt og modigt træk ovenpå en strategiperioden, hvor slagterigiganten havde mere end svært ved at følge med de europæiske konkurrenter, men siden er kritikken af de 60 øre forstummet i takt med, at Danish Crown leverede varen og mere til. 

Hatten af for ambitionerne

Slagteskapaciteten matcher angiveligt råvaregrundlaget nogenlunde, og derfor er det formentlig sund fornuft at flugte efter et stabilt råvaregrundlag, når meldingen er, at der er et efterslæb på investeringer i slagtesvinestalde og som naturligvis kan resultere i færre leverancer.

Jeg synes dog den tilgang er lidt uambitiøst, for med den efterhånden lange periode med en merpris i forhold til blandt andet de tyske slagterier burde der være grundlag for flere investeringer i flere danske slagtesvin, selv om jeg i lighed med Erik Bredholt kan være nervøs for fremtiden med tanke på, at den store kinesiske svinekødsimport stopper en dag i nær fremtid.

Det er afgørende, at salgskanalerne til andre lande også plejes, så containerne med dansk svinekød hurtigt kan sejles til andre lande, den dag den kinesiske svinebestand er reetableret.

Den nødvendige transformation er jeg spændt på at følge med i, men det er jeg så sandelig også, når det kommer til at vride så mange ekstra mia. kr. ud af et konstant råvaregrundlag.

Hatten af for ambitionerne.

Søren Tobberup Hansen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle