Hatting KS sætter alle sejl til mod prrs

For at sikre sig mod flere udbrud af prrs i fremtiden har Hatting KS sat gang i flere initiativer, der skal mindske risikoen.

På baggrund af udbruddet af prrs på Hatting KS Horsensafdeling i juli har ornestationen sat gang i flere ting, der skal sikre stationerne bedre mod smitte. 100 procent sikret mod smitten kan man dog ikke blive.

Direktør for Hatting KS, Per Nyby Pedersen, kalder det en erhvervsrisiko, som man vil gøre alt for at undgå.

Et af de største tiltag, som ornestationen har taget hul på, er at få installeret et nyt luftfiltreringssystem i alle af Hattings 10 afdelinger.

Det er en løsning baseret på overtryksventilation i modsætning til den undertryksventilation, der er i dag. Overtrykket i staldene gør, at der ikke bliver trukket ufiltreret luft ind i staldene, når eksempelvis døre åbnes.

Mindsker risiko med 70-90 pct.

Ved alle ventilationskanaler bliver der opsat nye luftfiltre med et MERV 16 hovedfilter, der lavet af glasfiber, og med et påsat MERV 4 støvfilter. Den løsning er valgt i samarbejde med SKOV A/S, der har fået opgaven i Skjern og så i Billund, som bliver næste skridt.

»Det er den løsning, der passer bedst til staldene og har bedst dokumenteret effekt«, fortæller Per Nyby Pedersen.

Han fortæller, at amerikanske undersøgelser viser, at det vil være 70-90 pct. mere sikkert, at smitten ikke kommer ind med luften med det nye system.

Luftfiltreringen, der også indeholder computerovervågning af luften i staldene, koster i runde tal omkring en mio. kr. pr. afdeling. I Skjern, som er der, man starter, skal det hele være klar i uge 50, når ornerne kommer tilbage til stationen.

Fordi afdelingen i Horsens er gamle bygninger, er det i første omgang prrs-vaccinerede orner, der er placeret der, og luftfiltreringen vil blive installeret senere.

»Vores mål er at have installeret det på alle vores 10 stationer i løbet af 2020«, siger Per Nyby Pedersen.

Vil opdage smitte hurtigere

Luftfiltreringen er den mest omfattende, men Hatting KS er i gang med flere ting. Overvågningen af smitten er også forøget.

»Fra at teste hver 14. dag tester vi nu hver uge for antistoffer og med PCR, og vi tager flere stikprøver pr. gang«, siger Per Nyby Pedersen.

Den procedure gælder for Hattings prrs-frie besætninger og er lavet i samarbejde med Seges. Per Nyby Pedersen vurderer, at smitten vil blive fanget 2-3 gange hurtigere med det nye overvågningssystem.

Derudover arbejder de i Hatting i øjeblikket på en løsning med spytprøver, der kan tages via bomuldsreb, som dyrene tygger på, og derved kan dyrene blive testet endnu oftere.

Derudover er der nye procedurer i forhold til biosikkerhed, og medarbejderne skal tage bad, både når de går ud og ind på ornestationen.

»Men vores procedurer omkring biosikkerhed er i forvejen meget høje, så det er ikke her, det kommer til at rykke noget for alvor«, siger direktøren.

Et andet fysisk tiltag er bomme og kæder ved indgangene til stationerne.

»Med de nye tiltag tror jeg aldrig nogensinde vi bliver ramt igen, men der er ingen garantier«, siger Per Nyby Pedersen.

Faktaboks

Prrs udbrud:

  • Prrs er en smitsom virus-infektion og blev første gang påvist i Danmark i 1992
  • Det var en rutinemæssige prøve udtaget 22. juli, der gav udslag i en orne positiv for prrs. 
  • På baggrund af nye test blev der indført salgsstop 26. juli.
  • I 2002 blev afdelingen Ministergården ved Viborg ramt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle