Her er tre Seges-bud på zinkfrit fravænningsfoder

Ophør med zink betyder ikke nødvendigvis, at fravænningsfoderet skal være dyrere.

Ifølge Niels Kjeldsen, Seges Svineproduktion, er der både gode og dårlige nyheder i relation til ophøret med zink.

Til de gode er, at mange besætninger kan klare sig med en eller to af de forholdsvis enkelt sammensatte fravænningsblandinger, som Seges Svineproduktion har lanceret - se tabellen her ved siden af.

En anden god nyhed er, at fravær af zink ikke nødvendigvis giver stor nedgang i produktionsværdien, men nok flere medicinske behandlinger.

»Til gengæld ærgrer det mig, at mange besætninger fortsætter med 2.500 ppm zink i stedet for 1.500 ppm, som vi har vist fungerer lige så godt«, lød det fra Niels Kjeldsen på et Ceva-seminar for nylig.

Der har nemlig ikke været en nedgang i forbruget af zink, som overgang til 1.500 ppm ville have betydet.

Fravænningsfoder

Selv om fravænningsfoderet kun er en del af løsningen, når zink forsvinder, så præsenterer Seges tre bud på enkle og relativt prisbillige blandinger tilpasset fravænningsgrise på henholdsvis 4-5 kg, 5-7 kg og 7-8 kg.

Blandingerne er sammensat efter skånenormen med henblik på mindst mulig diarré.

»Alle foderblandingerne har lavt proteinindhold, lavt indhold calcium, indeholder organiske syrer og moderat andel sojaprotein samt blodplasma. De er i øvrigt sammensat på baggrund af de forsøg, vi har gennemført, og erfaringer, vi har fra besætninger, der ikke bruger zink længere«, sagde Niels Kjeldsen.

Drop dyrt protein

De er samtidig udtryk for, at løsningen på zinkforbuddet ikke er at skrue voldsomt op for dyre proteinkilder, men snarere at respektere at foderet passer til grisens alder og vægt ved fravænning.

»Vi har tidligere vist, at sojaskrå gav samme effektivitet som forskellige sojaproteinkoncentrater, men at produktionsøkonomien var bedre på grund af lavere pris«, forklarede han.

Han nævnte også, at der blandt de igangværende forsøg testes forskellige fibres effekt på forekomsten af diarré, ligesom et forsøg undersøger, om det altid er nødvendigt at give antibiotika, når grise ser lidt ’trælse’ ud.

Faktaboks

Zinkfri fodring

  • Skånenorm med 125 g fordøjeligt råprotein pr. FE.
  • Undgå ekstra calcium.
  • Brug organiske syrer som benzoesyre og calciumformiat.
  • Blodplasma og sojaproteinprodukter kan indgå.

Emneord PLUS, Zinkfri

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.