Hundefløjte giver søerne ro og lavere dødelighed

På Stovgaard ved Sønderborg har svinerådgiver Anders Peter Andersen indført brug af en hundefløjte for at give mere rolige søer. Tiltaget gav pote på otte dage.

Når Emil fra Lønneberg kunne få sin gris - Grisepjokket - til at lære forskellige tricks, burde det også kunne lade sig gøre i en dansk stald.

Med den inspiration i baghovedet har Anders Peter Andersen, svinekonsulent hos Velas, implementeret brugen af en hundefløjte i farestalden hos Stovgaard ved Sønderborg for at give mere rolige søer.

Udfordringen var, at søerne straks rejste sig, når medarbejderne gik ind i de forskellige faresektioner. Det havde den uheldige effekt, at opsyn af grisene blev besværliggjort, og flere pattegrise blev klemt af soen på grund af den megen uro.

"I besætningen fodres med tørfoder, og søernes signal for, hvornår der kommer foder, var, når medarbejderne tændte lyset og åbnede døren ind til farestalden. Det gjorde, at søerne rejste sig, så det var svært at tjekke faringer og få pattegrisene i hulerne, inden søerne blev urolige", forklarer han om udfordringen.

Derfor tog han et gammel trick i brug, som han tidligere har brugt med succes.

"I de seneste fem måneder har vi brugt en hundefløjte, som vi fløjter i, når vi udløser foderet med et håndtag i sektionen. I løbet af otte dage fik vi ændret adfærden hos søerne, så de nu ved, at de først behøver at rejse sig efter foderet, når der bliver fløjtet", siger han og uddyber:

"Før var udfordringen, at vi ikke kunne se, om en af søerne havde det skidt, fordi det ikke var givet, at søerne gad at rejse sig, når vi kom ind i stalden. Nu kan vi se, at 99 procent af søerne rejser sig, hvis vi fløjter. De, der ikke gør, ved vi er gangbesværede eller har andre problemer".

Han fortsætter:

"Søernes adfærd er lidt ligesom med teenagebørn, der lærer at tilvende sig, når man gør bestemte ting. Her i besætningen har vi nemt fået ændret søernes adfærd, så de ved præcist, hvornår de skal rejse sig. Det giver en nemmere pasning af søerne og pattegrisene og ikke mindst en lavere dødelighed", siger Anders Peter Andersen.

Ifølge Anders Peter Andersen har Jesper Hansen, ejeren af Stovgaard, også taget idéen med til den store udenlandske svineproduktion Goodvalley, som han er aktionær i. Der bruges metoden også til at give ro hos søerne.

Faktaboks

 

  • Stovgaard, Sønderborg
  • 1.500 søer og 75.000 slagtesvin
  • Brug af hundefløjte 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle