Hvad har grise og græs med hinanden at gøre?

Græsprotein bliver ikke konkurrent til sojaskrå målt på prisen, men der er andre parametre, der skal med i betragtningen, lyder det fra ugens klummeskribent på Svin Plus.

Normalt spiser grise ikke græs, undtaget dog udendørs produktion, hvor både søer og smågrise får en mindre mængde græs.

Men måske ser grisemenuen anderledes ud om nogle år. I hvert fald hvis det står til BioRefine, der forarbejder græs, kløver og lucerne til protein.

Virksomheden er etableret i samarbejde mellem DLG, Danish Agro og DLF, og startede produktionen i foråret. 

Målet er at øge den danske produktion af protein til grise. Med den rette dyrkning, høst og forarbejdsningsproces skønner man, at udbyttet kan ligge omkring tre ton pr. ha af en vare med et proteinindhold på 45-50 procent.

DLG har testet græsprotein til smågrise i et par besætninger. Erfaringerne herfra var, at græsprotein gjorde det lige så godt som traditionelle råvarer.

Græsprotein bliver næppe en konkurrent til sojaskrå alene på prisen, men tager man andre parametre som bæredygtighed, kvælstoffiksering og ønsket om at bruge lokale råvarer med i betragtning, så står græsprotein pludselig bedre i konkurrencen. Det vil være tilfældet hos økologiske svineproducenter og måske bliver der i fremtiden krav om en vis mængde dansk produceret protein i andre mærkevarer. 

Jeg hilser det i hvert fald velkomment, at vi får endnu en dansk produktion af protein til grise på banen. 

Det bliver spændende at følge, hvor langt BioRefine kommer med at optimere produktionen, og hvordan afsætningen ser ud om få år.

Morten Thomsen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle