Hvorfor skal det være så bøvlet med de støtteordninger til slagtesvin?

Ugen På Spidsen: En ny støtteordning til slagtesvinestalde er udskudt et par måneder og dermed fortsætter udfordringerne for ordningerne, som vel ikke behøver at være så svære at håndtere, mener ugens klummeskribent.

De senere år har der været forskellige støtteordninger til blandt andet slagtesvinestalde. De er ikke forløbet uden udfordringer, og desværre ser det ud til at gentage sig med den kommende støtteordning til slagtesvin, der netop er meddelt, bliver udskudt et par måneder.

Det er godt nok ærgerligt - for der står formentlig svineproducenter, der gerne vil bygge en svinestald - nok bare ikke under de betingelser, som i første omgang blev stillet i udsigt. Betingelser, som L&F Svineproduktions formand, Erik Larsen, fik til at lange kraftigt ud efter ordningen, fordi den i praksis stiller krav til dyr miljøteknologi.

Nu forlyder det så fra Landbrugsstyrelsen, der håndterer ordningen, at der er kommet mange forslag til forbedringer af støtteordningen, at den er skubbet et par måneder. Det er godt, HVIS udskydelsen giver mere spiselige vilkår og ikke mindst gør det attraktivt at producere slagtesvin og uden tvang af unødvendige meromkostninger til miljøteknologi.

For det er stensikkert: Der bliver ikke søgt mange midler fra puljen med mindre, den enkelte producent er tvunget til at gøre brug af en miljøteknologi på grund af projektets placering. Så få nu lavet rammerne, så pengene kommer ud at arbejde frem for, de kommer til at samle støv.

2016-støtteordningen for slagtesvinestalde er forbilledet. Der var gode støttekroner pr. stiplads, og den fik den ønskede effekt, at mange producenter har benyttet sig af ordningen. Og det er vel det, der er meningen.

2016-ordningen har dog ikke været uden problemer, for der har været uheldige tilfælde, hvor det har taget meget længe, før støttekronerne fra styrelsen er dukket op på kontoen.

Det er ikke mere end en uge siden, jeg blev ringede op af en af de producenter, der har bygget under 2016-ordningen, og beklagede sig over et langt forløb med først godkendelse af byggeriet og siden tavsheden på kontoen, der endnu ikke var blevet beriget med de lovede støttekroner.

Det burde altså ikke været så svært og bøvlet med de ordninger. Det animerer ikke ligefrem til at opfylde målet om at få flere slagtesvin i Danmark.

 

Søren Tobberup Hansen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle