Jacobs sodødelighed er blot fem procent
Jacob Rasmussens sobesætning skiller sig ud fra de fleste ved at have en sodødelighed på blot fem procent. Jacob Rasmussen er Frontløber i augustudgaven af Magasinet SVIN, der udkommer 18. august.

Jacob Rasmussens besætning ligner mange andre. 
Alligevel formår han og personalet, der foruden hans far, Anders Rasmussen, tæller Willy og Kasper samt en markmand, at holde sodødeligheden så langt nede som på fem procent. Det er rundt regnet en tredjedel af den gennemsnitlige sodødelighed i Danmark i 2019.

En del af forklaringen kan være, at poltene ved indsættelse i karantænestalden placeres i grupper på fem til seks dyr. Gruppen kører uændret videre ved overflytning til løbeafdelingen og videre i gylteperioden helt til farestalden. 

Først efter fravænning af første kuld, løbning og drægtighedsskanning efter cirka fire uger bliver de tidligere gylte lukket sammen med ældre søer. 

"De slås naturligvis kortvarigt, men de har altid mulighed for at lægge sig ind i en boks, hvis de vil være i fred", forklarer Jacob Rasmussen.

Når søerne bliver lukket sammen, får de tørfoder på gulvet og rigelig med halm. Så falder de påfaldende hurtigt til ro.

En boks pr. so

Opstaldningssystemet med en boks pr. so giver et godt overblik. Søerne får vådfoder kl. 08 og kl. 13 og samtidig med morgenfodringen går man rundt med en fodervogn og giver en skovlfuld foder til de søer, der trænger. Det er omkring en håndfuld søer ud af en sti på omkring 40 søer. 

"Det tager et kvarter at køre rundt med vognen, men så har vi også inspiceret samtlige drægtige søer", siger Jacob Rasmussen. 

På den måde kan de holde et jævnt huld gennem hele cyklus.

Læs mere om Jacob Rasmussen og hans besætning i augustudgaven af Magasinet SVIN, der udkommer 18. august.

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle