Kendt svineproducent kritiserer ny visionsplan for grise

Vision 2050 fyldte ganske lidt på den klassiske session på Grisekongressen, hvor Erik Larsen og Christian Fink Hansen blev udfordret af publikum og som noget nyt i år et spørgepanel. Da Welfare Pigs-formanden kom til orde, blev visionen kritiseret.

Forbløffende lidt er under Grisekongressen blevet sagt og skrevet om Vision 2050, der er det nye pejlemærke for dansk svineproduktion om 29 år, om som har Danske Svineslagterier, Landsforeningen af Danske Svineproducenter og Landbrug & Fødevarer Gris som bagmænd.

Det blev der vendt en smule om på på Grisekongressens vanlige session med Erik Larsen og Christian Fink Hansen, henholdsvis formand for Landbrug & Fødevarer Gris og sektordirektør for Seges Gris.

Noget makværk

Her gik Jonas Würtz Midtgård, formand for Welfare Pigs, der er en forening for besætninger med løse søer i farestalden, i kødet på visionsplanen.

"Jeg har været brandvarm siden årsmødet i går og har glædet mig til at stille det her spørgsmål. For det her kan godt gå over i historien som en kongres, hvor vi får kredit fra Peter Mollerup (fra Doso, red.), hvor jeg bare tænker: Hvor er det bare uambitiøst. At melde ud at søerne går løse i 2050.

Sikke noget makværk. Det er en ommer, det kan ikke være tilfredsstillende, og jeg tænker nogle af de unge i panelet kan nikke lidt til det", sagde han med henvisning til de tre deltagere, der udgjorde et spørgepanel ved sessionen.

ERIK LARSEN: Vi behøver ikke vente til 2050

Kristoffer Hald, bestyrelsesmedlem i Danske Svineproducenter, var ikke helt på bøljelinje og henviste til øget miljøbelastning og højere pattegrisedødelighed ved skifte fra kassestier til stier til løse diegivende søer.

Erik Larsen tog over og forklarede arbejdet med visionen:

"Det var vigtigt for mig, da vi startede op med visionsarbejdet, at vi kunne være rummelige og alle kunne være med. Vi skulle have en aftale, hvor hele branchen var med. Men der er jo ingen, der siger, at vi skal vente til 2050 med at få al ting på plads.

Jeg sagde også i går, at vi nedsætter en arbejdsgruppe og skal have defineret målene. Jeg er meget enig med dig Jonas, vi skal være bedre til at kommunikere. Har vi nogle delmål hen ad vejen? Det sætter vi os også ned og kigger på nu", sagde Erik Larsen.

Moderatoren Anders Søgaard gik hårdere til Erik Larsen for at forholde ham, om tidspunktet om løse søer i farestalden er meget langt væk.

"Nu skal du lige huske på, at når vi har den bagkant på 2050, så er det fordi, at vi skal beskytte dem, der har bygget stalde inden for de seneste år. Men jeg skal være ærlig og sige, at den (bagkanten på 2050, red.) er til den lange side. Men nu sætter vi os ned og kigger på det, men det er en beskyttelse af, at den sidste kassesti skal være ude", sagde han og uddybede:

"Jeg vil til enhver tid anbefale - og det har jeg gjort de seneste år - at dem, der bygger farestier bør bygge til løsgående diegivende søer".

Erik Larsen gik samtidig i rette med meldingen fra Kristoffer Hald med henvisning til, at nogle af de bedste producenter med løse søer i farestalden har produktionstal med 10 procents dødelighed.

Spark til os, Jonas

Torben Povlsen, bestyrelsesmedlem i Seges Gris, blandede sig også i debatten om tidspunkt for overgang til løse søer i farestalden. Han efterlyste en udmelding fra Jonas Würtz Midtgård om, hvornår kassestier skal være udskiftet med løse søer i farestalden.

Det fik Welfare Pigs-formanden ikke mulighed for at svare på, men den langstrakte debat, der også rummede talrige andre emner, blev alligevel rundet af med de løse søer.

"Spark til os Jonas, som Torben siger, så tager vi det op, og så sparker jeg den samtidig over til innovationsrådet. Skal kravene strammes, så meddel os det, så arbejder vi videre", sagde Erik Larsen.

Emneord Grisekongres 2021

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle