Kina afliver 8.000 grise for at stoppe afrikansk svinepest

De kinesiske myndigheder fortsætter bestræbelserne på at inddæmme udbruddet af afrikansk svinepest.

De kinesiske myndigheder har aflivet godt 8.000 grise i forsøget på at få kontrol over sidste uges udbrud  af afrikansk svinepest. Det oplyser organisationen World Organization of Animal Health på deres hjemmeside.

Med sidste uges udbrud blev afrikansk svinepest for første gang fundet i Kina. Sygdommen blev registreret i Liaoning-provinsen i den nordøstlige del af landet, blot 200 kilometer fra grænsen til Nordkorea, på en ejendom med 383 grise, hvoraf 47 grise er døde af sygdommen. 

Først blev 1.000 grise aflivet for at forhindre yderligere spredning af sygdommen. Pr. 6. august var tallet steget til 8.116 aflivede grise i en zone på en radius af tre kilometer fra den ramte bedrift.

Organisationen oplyser, at i hele provinsen er ca 1,9 mio. grise blevet undersøgt for sygdommen, uden at der er fundet noget mistænkeligt.

Udover aflivningen af grise har myndighederne forbudt transport af grise til og fra det ramte område, og det er forbudt at fodre grise med ubehandlet madaffald. Også markeder med levende grise og slagterier er midlertidig blevet lukket.

Reuters har tidligere på ugen oplyst, at Japan midlertidigt har lukket for import af varmebehandlede svinekødsprodukter, ligesom karantæneprocedurerne ved grænserne er blevet skærpet, primært for rejsende fra byerne Shenyang og Dalian i Nordkina.

sbu

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle