Kineserne er vilde med danske gyllelaguner

Det fynske firma Millag har fået hul på det kinesiske marked med salg af gyllelaguner.

Selv om der snakkes krise i Kina for tiden, så er det ikke oplevelsen hos fynske Millag, der har specialiseret sig i at fremstille overdækkede gyllelaguner.

Millag leverer laguner til det danske og europæiske marked. Men i løbet af de senere år er firmaet også slået igennem på det kinesiske marked. Faktisk er firmaets engagement i Kina vokset sig så stort, at den kinesiske eksport nu tegner sig for 35-40 procent af omsætningen.

»Lige nu har vi uhyggeligt travlt i Kina. Vi har netop installeret to gyllelaguner i Yuncheng ved den Gule Flod, i oktober skal vi i gang med et projekt i Harbin i det nordlige Kina, og hen over vinteren skal vi etablere yderligere fire laguner”, siger eksportchef Bent Aagesen.

Stort engagement

Der er ifølge Millag flere årsager til, at det er lykkedes at komme ind på det kinesiske marked. I flere år har Millag deltaget på udstillinger i Kina, engageret sig i kinesiske arbejdsgrupper med offentlige samarbejdspartnere og deltaget i et demonstrationsprojekt på kinesisk jord, der viser de miljømæssige og økonomiske fordele ved at bruge gyllelaguner.

»Vi har gjort meget ud af at fortælle om værdien af gyllen. Tidligere er gyllen ikke blevet betragtet som noget af særlig værdi. Mens en farm hældte gylle ud i floden, kunne en anden farm lidt længere væk bruge kunstgødning. Her har vi gjort meget ud af at fortælle kineserne, at gyllen er noget værd. Vi har også indledt et samarbejde med en kinesisk virksomhed, som sørger for at få gyllen spredt og distribueret,« siger Bent Aagesen.

Kunder kommer igen

Det kinesiske marked er præget af store farme og store projekter, som ejes af mindre grupper.

Succes på en farm kan hurtigt føre flere ordrer med sig, og flere af Millags kommende projekter er således også bestilt af tidligere kunder, som nu vil have udbredt systemet til en ny gård.

»Vi er kommet ind på det rigtige tidspunkt. Der er sket en stramning af miljøreglerne i Kina, så de er begyndt at efterspørge vestlig teknologi. Kineserne ved godt, at deres kvalitet ikke altid lever op til vesteuropæiske standarder. Derfor har de været meget nysgerrige over for vores produkter,« siger Bent Aagesen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle