Kom med på bølgen, svineproducenter - deltag i webinar

Ugen På Spidsen: Med coronavirussens opblomstring er det nærmest umuligt at deltage i faglige arrangementer, men webinarer kan altså noget, mener ugens klummeskribent på Svin Plus.

Normalt deltager jeg i en del svinefaglige arrangementer, men 2020 har på grund af coronavirussen vendt op og ned på mange ting.

Ganske vist deltog jeg i starten af året i NutriFair, og jeg mindes også et godt fagligt arrangement i slutningen af februar hos VKST i Sorø, inden der blev lukket helt og aldeles ned i landet.

Det ene arrangement efter det andet blev aflyst, og der var typisk ikke mulighed for at deltage i et webinar, som de fleste med kontorarbejde nok efterhånden har prøvet - i hvert fald i form af elektroniske møder via Skype el. lign.

Forleden havde jeg fornøjelse at deltage i et webinar hos Sønderjysk Landboforening, hvor et af emnerne var svinepriserne, som jeg følger en hel del med i. Og jeg må sige, at jeg blev særdeles positivt overrasket over oplevelsen, som jeg kunne deltage i elektronisk uden at være fysisk til stede.

Jeg kunne mærke, at jeg var 100 procent fokuseret, og synes selv, jeg fik et stort udbytte af arrangementet.

Selvfølgelig kan det fysiske fremmøde til et svinefagligt arrangement eller en messe noget andet med gode snakke med andre deltagere, men når landet er hærget af en potentiel dødelig virus er der al mulig grund til at lancere webinarer, hvis firmaer, landboforeninger og andre har et vigtigt budskab, de vil have ud.

Når Seges Svineproduktion på mandag blænder op for et webinar om brokgrise, sidder jeg derfor også bag skærmen og lytter med.

Søren Tobberup Hansen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle