Produktionskoncept Slagtesvin har været en god succes for de fleste deltagere, rådgivere og Seges Svineproduktion. Det fælles koncept har bistået med at løfte produktiviteten i slagtesvineproduktionen.
Med snarlig overgang til fuld driftsfase af slagtesvinekonceptet har Seges overvejelser om, hvorvidt der skal udarbejdes et lignende koncept for smågrise, der produktivitetsmæssigt har stået i stampe i en række år.
Tal fra landsgennemsnittet for produktiviteten 2018, der dækker over en række produktionstal for danske svineproducenter, viser, at referencetilvæksten 7-30 kg siden 2009 og frem til 2018 blot er forbedret fra 446 gram til 456 gram. Tilsvarende er referencefoderudnyttelsen 7-30 kg blot forbedret fra 1,92 FE til 1,86 FE pr. kg tilvækst.
»Vi er oftere og oftere blevet spurgt, om der kommer et tilsvarende koncept for smågrise. Vi har set, at foderforbruget i realiteten har stået stille i en årrække, så det er helt naturligt, vi har fået de forespørgsler«, siger Joachim Glerup Andersen, der er ansvarlig for Produktionskoncept Slagtesvin.
Han peger på, at der, hvis projektet igangsættes, etableres en projektgruppe fra årsskiftet. Denne skal udarbejde et koncept, som skal forbedre produktiviteten hos smågrisene.
»I de første 14 dage skal man undgå fejl, der skal være 32 grader på gulvet på dag et, og der er en række andre knapper, man kan skrue på. Undgår man fejl og har en stabilitet, så kan man flytte sig på resultaterne«, forudser han.
Relaterede artikler
Kommentarer