Korn med toksiner giver søerne cyster - scan hyppigt ved mistanke

Kvaliteten af det sidste korn i siloerne er meget svingende. Er du i tvivl om kornets kvalitet, så tag toksinprøver. Cyster forårsaget af toksiner forsvinder ikke igen - og det er derfor nødvendigt at sætte soen med cyster ud.

Af Jette Sandager, svinerådgiver, VKST

Det er årstid for tømning af kornsiloer for at gøre plads til det nye korn.

Kvaliteten af det sidste korn i siloerne er meget svingende. Det er derfor vigtigt, at der er opmærksomhed på, hvordan kornet har været opbevaret siden høst.

Det sidste korn kan også være korn fra forrige høst, hvis ikke siloerne har været tømt ved sidste høst.

Er du i tvivl om kornets kvalitet, så tag toksinprøver.

Hvis der er toksiner i kornet, kan det give cyster i børen på søerne. Cyster forårsaget af toksiner forsvinder ikke igen. De laver en varig skade på søerne, og det er derfor nødvendigt at sætte soen med cyster ud.

Find cyster ved drægtighedsscanning

Cyster kan opdages ved almindelig drægtighedsscanning.

Når man ikke kender til scanningsbilledet, kan man ved hurtig scanning forveksle den med en drægtighed.

Når man har set en cyste en gang, vil man ikke længere være i tvivl. Cysterne på scanningsbilledet er meget runde og sorte (det er dem der kan forveksles med drægtighed). Fosterblære er ikke rund, men kan have mange forskellige former.

Ud over scanningen kan man se efter forskellige tegn hos søerne:

  • Søer udviser uregelmæssig brunst
  • Nogle søer udviser brunst i flere dage i træk
  • Nogle søer holder lange pauser i brunsten

Hvis man har en mistanke om, at der er søer med cyster i besætningen, er det vigtigt at øge hyppigheden af scanninger og at være meget omhyggelig når man scanner for drægtighed.

Jeg vil anbefale, at man scanner i uge 4, 8 og 10 samt de søer, der kommer fra farestalden.

Sæt søer tidligt ud

Hvis søer danner cyster under drægtigheden, aborterer de ikke nødvendigvis, men søerne kan ikke blive drægtige igen.

Derfor er det en god ide at scanne efter fravænning og dermed få sat søerne tidligt ud.

At der skal scannes hyppigere, anbefaler jeg fordi, at, hvis man har taget fejl af en drægtighed og en cyste, så vil fosterblærerne blive mere og mere utydelige, fordi selve fosteret fylder blæren mere og mere ud. Cysten derimod vil forblive rund og blank sort.

Derfor er det vigtigt at følge udviklingen af det, der sker i børen. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle