Leder for produktion af velfærdsgrise: Her er mere plads, ingen halekupering og altid halm

Af Marie Noes, daglig leder - fortalt til Stig Bundgaard

På Tilsbæk producerer vi Antonius-grise. Sådan har det være siden 1998, da Michael Nielsen, som også ejer bedriften i dag, startede op med svineproduktion.

Jeg har selv været ansat på bedriften siden 2017, afbrudt af et år hvor jeg var sygemeldt med stress.

I 1998 blev der på Tilsbæk bygget sostald til Antonius til produktion af 30 kgs grise. På daværende tidspunkt var kravet blandt andet, at søerne skulle have minimum 1,5 meter fast gulv i farestald og være løse i både løbe- og drægtighedsstald.

Oprindelig blev Antonius-mærket skabt i 1976, fordi man gerne ville producere en gris med bedre kødkvalitet og gøre tingene på en anden måde. I dag er kødkvaliteten dog stor set den samme som ved traditionel produktion, fordi vi skal bruge Duroc og LY-søer.

Antonius-produktionen handler derfor i dag først og fremmest om, at forbrugerne betaler en merpris for mere dyrevelfærd.

Tillægget for at producere Antonius-grise er for beregnet notering 39 kr. for en 30 kgs gris. Vi sælger grisene halvt efter beregnet notering.

Når det gælder sodødelighed, gør vi det godt på Tilsbæk med en dødelighed på kun otte procent.

Mere gulvareal, permanent adgang til halm og lange haler

Som Antonius-producenter er vi underlagt nogle krav, der skal øge dyrevelfærden. 

Nogle af de vigtigste er følgende:

• Alle grise skal i gennem hele produktionsforløbet have 30 procent mere plads end minimums lovkravet
• Ingen halekupering
• Alle dyr bliver tildelt halm, som de skal have adgang til døgnet rundt
• Der må kun anvendes antibiotika til en grænseværdi svarende til 50 procent af gult-kort grænsen

I staldene har vi løsgående søer hele vejen gennem produktionen, bortset fra at de er bokset op i løbeafdelingen, lige omkring tidspunkt for inseminering.

På grund af kravene til dyrevelfærd er de fleste af vores stalde indrettet specielt efter konceptet.

Farestalden er godt fem år gammel og bygget til Antonius-produktion. Derimod er klimastaldens opbygning traditionel, bortset fra at der kun er en tredjedel spalter og resten fast gulv. I klimastalden er der desuden krav om 30 procent lavere belægningsgrad.

Det er ikke krav om et udeareal til Antonius-grise. Det kunne marketingsfolkene vist godt tænke sig, men det ville være en ret stor ændring, og det er heller ikke blevet til noget, for de fik at vide, at det var fint, men så måtte de selv måtte komme og bære søerne ud. 

I Antonius-produktionen er halekupering ikke tilladt.

Lav sodødelighed

På grund af indretningen af produktionen er effektiviteten naturligvis heller ikke helt på samme niveau som i en traditionel produktion.

Eksempelvis har vi en høj dødelighed i farestalden. For 2020 er dødeligheden frem til fravænning 20,2 procent, men tallet svinger rigtig meget hen over sæsonen, og kan i varme somre nå op på 30 procent. 

Når det gælder sodødelighed, gør vi det gengæld godt. I 2020 havde vi 72 døde ud af 895 årssøer, altså en dødelighed på cirka 8 procent. 

For klimagrisene har vi normalt også en lav dødelighed på omkring 1,0 procent. Dog er den i 2020 opgjort til 1,6 procent, fordi vi aflivede alle brokgrise. Dem afsætter vi normalt til den lokale slagter, men efterspørgslen har være meget lav, fordi ingen har holdt fester grundet corona-restriktioner.

For klimagrisene har vi normalt en lav dødelighed på omkring 1,0 procent.

Dårlige ben hos pattegrisene

Her midt i februar har vi særligt to fokuspunkter i stalden, nemlig dårlige ben hos pattegrisene, og så er vi ved at køre vores poltemanagement helt i stilling.

I farestalden har vi haft store problemer med en streptokok, som har været svær at behandle, og som har givet et skub i retning af en ekstra høj dødelighed.

Behandlingen har krævet en strategisk indsats i forhold til at få skiftet tids nok mellem penicillin-præparater, som ikke giver den forventede kliniske effekt. Vi har måttet skifte frem og tilbage, for lige pludselig kan det eksplodere.

Samtidig med tildeling af antibiotika bliver grisene altid smertebehandlet, og vi kan se det giver en god effekt, grisene kommer sig hurtigere.

Streptokokken giver sig udslag i ledbetændelse og klovbylder hos pattegrisene. Udfordringen for grisene er, at soen bevæger sig meget rundt, og derfor skal en pattegris kunne flytte sig forholdsvist hurtigt for ikke at blive klemt.

Betændelsen kan blive helt bruskagtig, fordi penicillinen ikke kan slå den ned, og derfor har vi måttet aflive en del af pattegrisene. 

I klimastalden retter de halvdårlige ben sig fint, fordi grisene får ro og fred, og de risikerer ikke at blive klemt, hvis de ikke flytter sig hurtigt.

Nu er der heldigvis håb forude. Vi har for to uger siden modtaget den første autovaccine mod streptokokken, og den har vi ventet på i fire år. Det var en lykkens dag, champagnepropperne sprang, og vi krydser nu fingre for, at den virker. 

Vaccinen skal gives til søerne på samme måde som fx Toxicol. Medarbejderne i farestalden vil formentlig hurtigt kunne vurdere, om vaccinen har effekt. Vi regner dog først med at kunne se det på produktionstallene i løbet af to-tre måneder, altså hvis den virker som den skal.

Fra 2. kvartal til 4. kvartal 2020 er antal levendefødte faldet fra 17,3 til 16,6 pr. kuld.

Topig-søer er følsomme

Vores andet fokuspunkt lige nu er at få integreret vores poltemanagement, især omkring vores Topig-polte.

I 2018 begyndte vi at købe Topig TN70 polte ind til bedriften i stedet for Danbred.

Ønsket var at få nogle søer, som føder færre og mere robuste grise, og som har en god pasningsevne.

For os er udfordringen med Danbred-søerne, at de får mange levendefødte, og derfor også flere små grise, og små og svage grise bliver hurtigere klemt – og det øger pattegrisedødeligheden. Derfor blev vi nødt til at gøre noget. Og vores søer malker hammergodt, så det er ikke der problemet ligger.

Udfordringen med Topig-søer er, at de er meget følsomme. Mens en Danbred-so bliver drægtig stort set uanset hvilken behandling den får, så skal der arbejdes med en Topig-so for at få den i ordentlig brunst, at sørge for at den holder nok på æggene, og at den vedbliver med at være drægtig.

Det er altså vigtigt at sørge for, at Topig-søerne trives. Derfor behandler vi dem også nænsomt i transponderstald og drægtigshedsstald, for ellers løber de om.

For at sikre en mere nænsom behandling er vi ved at omlægge en lille klimasektion til transponderstald til træning af Topig-poltene, så de kommer godt i gang.

Vi har ingen kontrolstald, og derfor kommer poltene direkte fra løbning over i en transponderstald, hvor de skal fungere sammen med andre gylte. Det er hård kost.

Derfor har vi også byttet den første ”træningsstald” for nyløbede gylte, til en stald med dybstrøelse i stedet for fast gulv. Det giver mere ro og færre benskader, fordi de kan gumle på halmen, og fordi de ikke skrider ud på samme måde som på fast gulv.

De sidste to år har vi indkøbt 100 procent Topig-polte, så fordelingen i besætningen er i dag ca. 75 procent Topig og 25 procent DanBred.

I december måned besluttede vi, at vi fremover vil indkøbe to tredjedele Topig-polte og en tredjedel DanBred-polte. Det skyldes, at vi ikke har fået så mange levendefødte som ventet fra Topig-søerne, sådan at vi på sigt, med 100 procent Topig-søer, er bange for ikke at have grise nok at arbejde med.

Fra 2. kvartal til 4. kvartal 2020 er antal levendefødte faldet fra 17,3 til 16,6 pr. kuld. Til gengæld har vi kun 1,3 dødfødte grise i snit, og det sidste halve år kun 1,2. De gode tal skyldes, at søerne bevæger sig meget og er i god form, og så glider grisene bare nemmere ud.

Min fingerspidsfornemmelse siger, at skiftet i genetik har haft en positiv effekt på pattegrisedødeligheden. Og en forsigtig analyse af vores tal viser også, at der dør færre pattegrise fra Topig-søerne, også procentuelt, end fra Danbred-søerne. De er bare mere levedygtige.