L&F: MRSA-aftale kan skade dyrevelfærden
Landbrug & Fødevarer roser det internationale fokus i MRSA-handlingsplanen, men mener at målet for antibiotikareduktion er for ambitiøst.

Torsdag aften vedtog Folketinget i en ny MRSA-aftale, at landbruget skal mindske antibiotikaforbruget med 15 procent i løbet af de næste tre år, frem mod 2018.

Landbrug & Fødevarer frygter, at en alt for drastisk reduktion af antibiotikaforbruget kan gå ud over dyrevelfærden.

"Det er helt uomtvisteligt, at danske svineproducenter skal have mulighed for at behandle syge dyr, når det er nødvendigt," siger Claus Fertin, direktør for Videncenter for Svineproduktion.

Videncenter for Svineproduktion, SEGES har selv sat et mål om en ti-procents reduktion fra 2013 til 2020.

Claus Fertin pointerer, at Danmark er blandt de lande i Europa, der bruger absolut mindst antibiotika i den animalske produktion.

International spredning af MRSA

Der er brug for en international indsats, hvilket politikerne også erkender.

”Jeg er glad for, at der er bred opbakning til en målrettet plan om at reducere forekomsten af MRSA. Vi har brug for en stærk fælles og international indsats, som planen lægger op til. I Danmark og i den danske svineproduktion har vi haft fokus på problemerne med MRSA længe, men vi må også se i øjnene, at det ikke er højt på dagsordenen i særligt mange andre lande med en stor svineproduktion. Danmark er ikke en isoleret ø, og selvom vi reducerede antibiotikaforbruget med 100 procent herhjemme, så ville vi stadig have MRSA. Så længe dyr og mennesker rejser rundt i verden, vil den markante danske indsats have meget begrænset effekt”, siger Claus Fertin.

Lavthængende frugter er plukket

Han efterspørger desuden mere forskning på området.

”Vi har ganske enkelt ikke værktøjerne til at ordne det her med et snuptag. Så havde vi gjort det for længst. Vi skal have mere forskning sat i gang, og så er det vigtigt, at vi er ærlige og erkender, at resultaterne af vores arbejde har lange udsigter”, siger Claus Fertin.

"Husk på at de lavthængende frugter er plukket for længst. Det er en benhård indsats fra svineproducenternes side, der har bragt os så langt ned”, siger Claus Fertin.

Norge svært ved at udrydde MRSA

Resistente bakterier opstår som følge af brugen af antibiotika. Men bekæmpelsen af MRSA CC398 har vist sig at være mere kompliceret end blot at nedsætte antibiotikaforbruget lokalt. Norge har en meget lille svineproduktion og et meget lavt antibiotikaforbrug. På trods af dette, er der også CC398 i norske svinestalde. I USA har man et meget højt antibiotikaforbrug men til gengæld lav forekomst af CC398.

Selvom Danmark har et lavt antibiotikaforbrug i svineproduktionen, viste en screening for nylig, at op mod 70 procent af svinebesætningerne har den resistente bakterie MRSA CC398.

VSP med egen indsats

Før jul iværksatte Videncenter for Svineproduktion en plan, der blandt andet rummer øget forskning i MRSA og smittespredning. Via Svineafgiftsfonden afsatte erhvervet 2,4 millioner kroner til konkrete forskningsprojekter, der blandt andet skal tilføre viden om, hvordan smittevejene brydes.

Derudover afholder Videncenter for Svineproduktion en stor international konference i samarbejde med Københavns Universitet til september. Her skal forskere, læger, dyrlæger og andre relevante kapaciteter udveksle erfaringer og forhåbentlig finde ny inspiration til at bekæmpe resistente bakterier. Ikke bare i svineproduktionen, men i hele samfundet.

Emneord mrsa, antibiotika, dyrevelfærd, l&f

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle