Artiklen er publiceret første gang i september 2021
Af Maja Kobberø, svinedyrlæge, Porcus
Vi står i juni 2022 og skal undvære zink i værktøjskassen, når vi skal forebygge fravænningsdiarre, og det kan blive en stor udfordring. Hvad gør vi så?
En stor del af løsningen skal nok findes via foderændringer.
Men staldklimaet har også en væsentlig betydning, især nærmiljøet, og det vil sige temperatur og fugtighed især i lejearealet.
Logger måler temperatur og fugtighed
Temperaturføleren sidder normalvis hen over spalterne i en sti i ca. 1,5 meters højde. Temperaturen er derfor ikke særligt repræsentativ i forhold til grisens nærmiljø.
Der er stor forskel på indretningen af stierne i en stald. Fx overdækningens højde og længde, mængden af fast gulv/spalteareal, inventarets højde og materiale, og belægningsgraden.
Alt sammen har indflydelse på luftstrømme og temperatur og fugtighed i stien. Vi kan derfor ikke regne med, at en given temperatur målt over en sti i 1,5 meters højde kan fortolkes ens i alle stalde.
For at vurdere temperaturen under overdækningen er det først og fremmest vigtigt at se på grisene – klumper de sammen med bagenden ud mod åbningen, ligger de meget spredt og ude på spalterne, eller ligger de pænt med lidt afstand i hulerne.
Et andet værktøj, man kan bruge, til at måle både temperatur og fugtighed under overdækningen, er en såkaldt logger.
En logger er et lille USB-stik, der løbende, fx hvert 15. minut, måler og lagrer temperatur og fugtighed.
Man kan fx opsætte dem under overdækningen efter vask og lade dem sidde indtil én uge efter indsættelse. Så kan man vurdere om udtørring og opvarmningen har været tilstrækkelig, inden der indsættes grise, og om opstarten fungerer som den skal.
Når loggeren tilsluttes computeren, kan der fremstilles en graf som vist i figur 1.
Figur 1. Logger opsat ca. et døgn før indsættelsen (sort streg). Der er synliggjort fire tidspunkter pr dag. Den orange graf er fugtigheden og den blå er temperaturen
Korrigér grisens nærmiljø ud fra loggerens data
Grafen i figuren er et eksempel på en måling foretaget under overdækningen i en klimastald ca. 1 døgn før indsættelse og ni dage frem.
Det kunne ses, at temperaturen var for lav (20 grader) og fugtigheden for høj (75 procent) ved indsættelse.
Grisene vil i dette tilfælde selv skulle anvende meget af deres energi på at opvarme stierne, og det er først et døgn efter indsættelse, at de har fordampet fugten, så den kommer under 70 procent.
Når de bruger energi, det vil sige foder, på at producere varme, bruger de mindre energi på tilvækst, og kulde og fugt kan tilmed fremprovokere sygdomsproblemer fx diarre, ledbetændelse og hjernehindebetændelse.
For at forhindre dette, skal man sørge for at have tilstrækkelig tid fra vask til indsætning af grise, så gulvene kan nå at tørre ud, og man kan tilføre varme i form af en varmekanon dagene op til og lige efter indsættelse.
Hvis der generelt er problemer med at holde en høj nok temperatur under overdækningen, kan man også forlænge overdækningen med plast/afdækningspapir, så det holder bedre på varmen i selve hulen, og man samtidig kan fastholde en god ventilation i resten af stalden.
Loggere er derfor et godt værktøj, hvis man vil være på forkant med udfordringer i forhold til nærmiljøet.
De kan give syn for sagen, hvis man er i tvivl om, om forholdene er optimale i hulerne, så man kan foretage korrigerende handlinger derudfra.
Relaterede artikler
Kommentarer