Månedens ejendom på Facebook: Siljebjerggaard - stolte medarbejdere og masser af grisefotos

På Siljebjerggaard Svineproduktions side på Facebook er der først og fremmest mange grisebilleder, og så lægger ejer Jacob Justesen vægt på at fremvise en virksomhed med medarbejderne i centrum.

Med grise i staldene, og marker der skal passes, skulle man tro, at der er rigeligt at se til for Jacob Justesen, indehaver af Siljebjerggaard Svineproduktion ved Brædstrup.

Men alligevel får han tid til at være aktiv med at dele billeder fra hverdagen på landbrugsvirksomhedens Facebook-side, som ganske enkelt kan findes under Siljebjerggaard Svineproduktion.

Vigtigt med billeder af grise

På siden er der rig mulighed for at følge med i hverdagen, både inde og ude afhængig af årstiden, og hvad hverdagen nu ellers går med.

»Vi er trods alt en virksomhed, som koncentrerer sig om at producere grise. Det er derfor vigtigt for os, at vi får vist billeder inde fra staldene frem til så mange interesserede som muligt.

Når vi producerer grise, så er det sådan set også det der skal være noget af på vores Facebook side,« forklarer Jacob Justesen.

Siljebjerggaard oprettede en Facebook-side tilbage i vinteren 2012-2013, og det var der grundlæggende to årsager til.

»I forbindelse med at vi skulle holde Åbent Landbrug, ville vi gerne vise os frem og gøre opmærksom på, hvad det er vi går og laver, når nu vi trods alt er en svineproduktion, så vi kunne tiltrække så mange interesserede som muligt« siger Jacob Justesen.

Der går heldigvis ikke så meget tid med at passe Facebook, forklarer han, for især mobiltelefonen har hjulpet med til, at det er hurtigt og let at indfange øjebliksbilleder fra både ude og inde og få lagt en potentiel historie op på Facebook-siden.

»Det er motiverende at være Facebook-aktiv som virksomhed, så man kan få vist hverdagens små og gode historier frem, og så man kan få medarbejderne i fokus og vise frem, at vi er et stolt team af engagerede medarbejdere, der står bag, det vi går og laver,« forklarer Jacob Justesen.

Meget Få kritiske kommentarer

Dårlige oplevelser har der heller ikke været mange, fortæller ejeren af Siljebjerggaard Svineproduktion.

»Vi får da en smule kritiske kommentarer på vores opslag en gang imellem. Jeg var faktisk i begyndelsen betænkelig ved, om der ville komme mange kritiske kommentarer, men det har vist sig, at det nok snarere kan tælles på to hænder i alle de år, vi har været aktive,« siger Jacob Justesen.

Et godt råd kommer også med på vejen.

»Det er vigtigt, at man gør sig klart, hvilken målgruppe man gerne vil ramme med et opslag, og dermed bestemmer målgruppen, hvilket format der passer bedst. Det er bedst altid at have både tekst og billeder med i opslagene.

Endelig skal man huske på, at hvis man har en svinegård, så skal der altså også være nogle billeder af grise på ens Facebook-side og ikke kun traktorer. Man skal huske at vise hele virksomheden frem,« påpeger Jacob Justesen.

Siljebjerggaard har pt. 1.192 følgere på deres Facebook-side. På siden er der god mulighed for at følge med i hverdagen både i marken og inde fra staldene.

Siljebjerggaard har 1.000 søer med salg af 7 kg smågrise og et tilhørende markbrug på 360 hektar. Desuden deltager Siljebjerggaard i et demostalds-projekt med afprøvning af farestier til løsgående diegivende søer i samarbejde med VSP.

Faktaboks

Mange landbrugsbedrifter har en selvstændig side på Facebook, og på de bedste sider er det muligt at at følge med i livet på bedriften, se flotte fotos og videoer og læse om bedriftens erfaringer.

Hver måned udvælger Svin Plus en Facebook-side for en svinebedrift til omtale her på siden.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle