Midtjysk grisestald er nu over 200 meter lang

Munkbro-Kollund har udvidet med både flere stipladser til polte og drægtige dyr.

Et ønske om at kunne sælge flere og ældre sopolte er en af årsagerne til, at folkene bag Munkbro-Kollund har udvidet det kendte staldanlæg med både flere pladser til polte og drægtige dyr.

Udvidelsen var allerede på tegnebrættet kort tid efter, at Munkbro Svineavl 1. februar 2019 overtog Kollund efter AC Farming-eventyret, der smuldrede kort forinden.

»Umiddelbart efter overtagelsen var en af de første ting, vi gik i gang med, at indsende en miljøgodkendelse. Problemet var en skæv fordeling i staldanlægget, fordi der var få ungdyrpladser i forhold til farestalde«, forklarer Jacob Skals.

Han er en af tre ejere af Munkbro Svineavl, der har base ved Holstebro og med Kollund totalt har avl- og opformering med 2.500 DanBred-søer.

En anden årsag til købet af Kollund var ønsket om at samle produktionen på færre enheder.

»Udvidelsen af Kollund skal ses i sammenhæng med, at vi samtidig har lukket et sohold med 500 søer, som vi har haft på en lejet ejendom de seneste ti år. En del af vores strategi er, at vi har færre, men større enheder. På Kollund er vi med udvidelsen gået fra 1.100 til 1.300 søer«, forklarer Christian Stokkendal, medejer af Munkbro Svineavl.

Jacob Skals og Christian Stokkendal er sammen med Laurids Søndergaard ejere af Munkbro Svineavl, der primo 2019 overtog Kollund Øst. Foto: Søren Tobberup Hansen.

Stort anlæg ved opførelsen

Kollund er omkring 30 år gammel, og staldanlægget var ved opførelsen Nordeuropas største med blandt andet en stald, der målte 185 meter. 

Med udvidelsen, der bringer længden af den ene stald op på over 200 meter, kommer der som nævnt flere ungdyrpladser.

Den anden tilbygning rummer seks sektioner med samlet 1.500 stipladser til polte. De supplerer 12 lignende sektioner, og desuden er der yderligere to mindre sektioner.

Ved begge tilbygninger har Skibbild Entreprise stå for råhusene. Der er valgt inventar og foderløsninger fra ACO Funki, og SKOV har leveret combi-diffus-ventilation.

Læs mere om bedriften i det nye nummer af fagmagasinet SVIN Special, der udkommer tirsdag 21. september.

 

Faktaboks

Munkbro-Kollund

  • Avlscenteret syd for Ikast udvidede i foråret med både en drægtighedsstald og en poltestald.
  • Udvidelsen øger soantallet med 200 på ejendommen, men muliggør også en højere salgsvægt af polte.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle