Nøj en flot stald, jeg har set

Et relativt nyt soanlæg fik smilet frem hos denne uges klummeskribent.

En opsigelse fra smågriseleverandøren fik for et år siden en vestjysk frats-producent sporet ind på, at han var nødt til selv at opføre sit eget soanlæg.

Det gjorde han. Han fik ansat et ægtepar, der tidligere har haft et soanlæg i samme størrelse, til at passe grisene.

Trods startvanskeligheder med forskellige sygdomme er produktionen helt oppe at køre nu.

Gennemtænkt

Selve anlægget er virkelig gennemtænkt. Jeg er på ingen måde ekspert i indretning af større soanlæg, men her virker det til, at tingene er tænkt særdeles godt igennem.

Først og fremmest bemærkede jeg, at der i samtlige staldafsnit var udpræget ro. Faktisk ret så stille. Imponerende.

I staldanlægget er farestierne et kapitel for sig. Der er tale om løsdrift med mulighed for opboksning før og efter faring. Pattegrisehulerne vender ud mod gangen, og det giver mulighed for nemt opsyn og er arbejdstidsbesparende.

Der er fuldspaltet gulv i store dele af stien. Svineri er dermed ikke et problem, som det ellers godt kan være i disse typer af stier. Der er et mælkeanlæg, som er fint integreret i stien. Så er der det enorme rum over stierne, som går til kip med lysbånd via store stålspær. Det giver masser af luft og helt sikkert et godt nærmiljø for grisene.

Og de kvitterer for det med meget lav dødelighed. Her er management selvfølgelig også vital, og med en dødeligheden i farestalden på omkring otte procent er det et særdeldes flot niveau for løsdriftsstier.

Hygiejne

Hygiejne er der også stort fokus på.

Sjældent har jeg oplevet, at jeg bliver bedt om at gå i bad, inden jeg skal ind i stalden, og igen når jeg skal ud derfra. Støvleskift mellem alle staldafsnit er et krav - også mellem faresti og afsnittet med babystalden, som er indtænkt i byggeriet fra starten. Det er en genial løsning, især når de fravænnede grise skal sendes direkte også til en frats-stald.

Ægteparret, der er ansvarlige for driften, er også begejstrede og kalder anlægget lyst og ekstremt lækkert. Jeg må give dem ret.

Mit besøg i det vestjyske kommer der i øvrigt en artikel ud af. Stalden og ægteparret er med i det næste nummer af Magasinet SVIN, der udkommer 17. juni.

Søren Tobberup Hansen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

 

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning til omtalte emne.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle